Fokus på den usynlige arbejder
Mennesker – myriader af mennesker – overalt. På gaderne, i taxierne, på markedet. Mennesker, som sælger frugt, plastiklegetøj eller cigaretter ved busstationen og på hovedveje. Kvinder som steger fisk eller majskolber på en trækulsgrill. Støj, larm, støv, råb, prutten om priserne.
De fleste, som har rejst eller set billeder fra udviklingslandene, kan fornemme det travle og overbefolkede liv, der udspilles i alle hjørner af samfundet. Men de færreste tænker måske over det absurde i, at alle disse individer – selvom de går lige dér, foran én på gaden – på en måde ikke eksisterer.
De mennesker – som på én gang findes og ikke findes – er arbejderne i den uformelle økonomi. Der er mindst to milliarder mennesker verden over, som arbejder i den uformelle økonomi. De har som oftest ikke adgang til social sikring, sundhed eller skolegang. De arbejder og lever på nåde af myndigheder, arbejdsgivere og forbryderbander – ofte i underbetalte, farlige og beskidte jobs.
I visse udviklingslande udgør disse usynlige arbejdere 70-90 procent af arbejdsstyrken og står måske samlet set for, hvad der svarer til en tredjedel af bruttonationalproduktet. Alligevel lever de ofte som juridiske ikke-personer, uden papirer endsige politisk repræsentation. Men mennesker i den uformelle økonomi er ikke pr. definition fattige, hjælpeløse eller uden uddannelse.
Pointen er, at de befinder sig i en gråzone. De arbejder måske i landbruget, på familiens jord, selvom de har en uddannelse. De passer deres frisørsalon i 12 timer om dagen, betaler afgifter og har ansatte. Eller de er syersker, som knokler i et miljø taget ud af industrialiseringens barndom, for at vi kan få tøj på kroppen.
