Gopler skaffer jobs og penge
I strandkanten tegner en klynge travle personer en silhuet mod den nedgående sol. Havet ligner orange sorbet denne sene eftermiddagstime. Med rytmiske bevægelser rører arbejderne rundt i nogle store, blå plastiktønder.
Hver blå tønde rummer et mærkeligt,syret, farverigt, næsten psykedelisk syn. Hundredevis – ja, tusindevis – af vandmænd skvulper rundt. Det er dagens sidste fangst.
Ved en af de blå plastiktønder står to yngre kvinder og smiler genert. Yarlen rører rundt med en forvokset grydeske i gople-suppen, mens Merisi tager sig et kort hvil. De er kusiner. De har begge bredskyggede cowboyhatte på til at skærme mod den brændende sol, som de er udsat for en stor del af arbejdsdagen. Vandmændene har ændret deres liv. Merisi fortæller, det er forholdsvis nyt for dem begge at arbejde i det, der kunne kaldes gople-industrien i Honduras. Hun er 21 år og har arbejdet med gopler for sin onkel i snart fire måneder.
”Før havde jeg intet arbejde, for der er ikke noget at få her i Kaukira,” siger hun, ”det er helt nyt for mig at kunne tjene penge og bidrage til min families husholdning.” Hun bor ligesom de fleste andre i Kaukira med sin storfamilie i en træhytte på pæle med to rum – et fælles soveværelse og et køkken.
Merisi har hvilet ud og overtager fra kusinen. Hun tørrer svedperlerne af panden. Yarlen er 16 år og har arbejdet på stranden i fem måneder. Hun er godt tilfreds med arbejdet. ”Der er en god stemning her nede ved stranden, og arbejdet er ikke hårdere, end at vi kan snakke sammen.” Hun retter med en let bevægelse på hatteskyggen og fortæller med stolthed i stemmen:
”Denne hat har jeg købt og betalt for mine egne penge, og jeg har nu også råd til en gang imellem at gå ud at danse og byde mine veninder på en sodavand eller en øl.”
En kineser kom forbi
Pigerne arbejder i en slags forarbejdningshal – eller skur – som er bygget af planker fra den nærliggende mangroveskov. Man rejser et træskelet på stranden, som overdækkes med blå presenning. Lavpraktisk og effektivt.
Det seneste år er der skudt mere end 60 af de her sammenflikkede forarbejdningssteder op på de mange kilometer sandstrand langs det Caribiske Hav. Byen Kaukira er én lang hovedgade, som minder om noget fra en western-by. Rundt om ligger små marker med bananer og kokosnødder. Det er et lille samfund, som består af bønder og fiskere – samt dykkere, der henter hummere op fra dybderne til de nordamerikanske middagsborde.
Men en dag kom vandmændene ind i billedet. Det begyndte med en driftig kinesisk handelsrejsende, som aflagde det lille samfund et besøg. Han var udsendt af et canadisk fiskefirma, men til alles store overraskelse var han ikke interesseret i hummerne – men de millioner af gopler, som findes i havet. Gopler er nemlig en delikatesse i Kina og andre steder i Asien.
En forarbejdnings- og udskibningsfabrik blev hurtigt bygget på indersiden af tangen, og der blev indgået de første aftaler med fiskerfamilier om fangst og forarbejdning af goplerne. I starten var det kun seks familier, men nu er mere end 100 familier med til at fange, vaske og salte goplerne. Somme tider går to eller tre familier sammen om ét forarbejdningssted for på den måde at deles om udgifterne.
Der arbejder typisk 4-6 familiemedlemmer fast året rundt ved hvert forarbejdningssted, og dertil kommer dem, som er på havet for at fange goplerne samt løsarbejdere, der finder beskæftigelse, når det er højsæson. Vandmændene har skaffet cirka 2.000 nye jobs i alt.
