Ingen sardiner til Carlos i dag
Klokken er fire om morgenen i den lille havneby San Juan del Sur i det sydlige Nicaragua. Solen er endnu ikke stået op, og det er kun pelikanerne og bådens hakkende motor, man hører, da Carlos sætter kurs mod det åbne hav. Med sig i båden har han sin 21-årige datter Vanesa, som dagligt hjælper ham.
Selv har Carlos fisket, siden han var barn. Først på sin fars båd, så på en stor rejetrawler, hvorefter han i en periode lejede en båd, inden han endelig som 17-årig fik sin egen robåd.
”Man kan sige, at jeg bevægede mig som en skildpadde, ” forklarer Carlos, mens han med fingrene viser, hvor langsomt det gik.
”Skridt for skridt gik det fremad. Og endelig en dag havde jeg sparet penge nok sammen til, at jeg kunne købe en motor til min båd. Det var en stor dag for mig og min familie,” fortæller Carlos stolt.
Helt konkret tog det 18 år, før Carlos havde penge nok til at skifte årerne ud med en motor. Det hårde fysiske arbejde har sat sine spor i Carlos, der i dag lever med konstante skuldersmerter. Men fordi fiskerne i Nicaragua tilhører den uformelle økonomi, har Carlos ikke adgang til sociale sikkerhedsordninger som løn under sygdom eller pension. Han må derfor bare bide tænderne sammen og trække morgenens første net om bord.
’Junk fish’ og tomme garn
Carlos og Vanesa står side om side i den lille træbåd og hiver de slidte net om bord. Et efter et kommer nettene op i båden, hvor Carlos og Vanesa omhyggeligt piller fiskene ud af maskerne for så at sætte nettet ud igen. De arbejder hurtigt og rutinepræget, mens Carlos småfrustreret brummer:
”Nada, nada, nada.”
Det betyder intet, intet, intet. Der er langt mellem fiskene denne smukke morgen. Og de fleste af de få fisk, der er, ender i pelikanernes maver frem for i Carlos sorte plastikkasse, fordi de ikke kan sælges. Frustrationen er åbenlys hos Carlos:
”Der er ingen fisk i dag, og der er længere og længere imellem de gode dage. Sådan var det ikke på min fars tid. Dengang var havet sort af sardiner, og de lå og rådnede på stranden, fordi der var flere, end man kunne nå at spise,” fortæller han.
Der er ikke en eneste sardin i Carlos’ fangst, der består af otte ansjoser, tre pagaer og to barracudaer. Fisk der går under navnet ’junk fish’, fordi de kun kan sælges til de fattige eller bruges som madding til at fange andre større fisk. Derudover har Carlos fanget tre små hummere, som gør, at dagens arbejde ikke har været helt forgæves.
Fiskerne organiserer sig
Carlos er ikke ene om at hive tomme garn om bord. Alle fiskerne er under pres i dag. Det skyldes ifølge både fiskerne selv og deres fagforening især to ting: At temperaturen i verdenshavene stiger, så fiskene er søgt ud på dybere vand, og at store trawlere gennem flere år har drevet rovdrift på bestandene, så der i dag er langt færre fisk end tidligere.
Derfor organiserer fiskerne sig både lokalt, regionalt og nationalt.
I San Juan del Sur står den lokale fagforening stærkt. Den kontrollerer havnen gennem en fisketerminal, som fagforeningen åbnede i 2007 med eksterne midler. Her lægger alle fiskere til kaj, og deres fangst bliver registeret. Det betyder, at der er kommet mere styr på fangsten, fortæller Lazaro Delgado. Han er ansvarlig for produktionen i fisketerminalen og samtidig formand for fiskernes lokale fagforening.
”Vores arbejde i fagforeningen er mange ting. Blandt andet fører vi statistik over fiskernes fangst. Og vi fortæller fiskerne, at det er problematisk for fiskebestanden, når de fanger for små fisk,” siger Lazaro Delgado.
