Internationale tøjmærker skal tage ansvar
”Rana Plaza-ulykken viste i al sin gru, at arbejdernes legitime krav om ordentlige og sikre arbejdsforhold ikke respekteres.”
Sådan siger Nazma Akhter, der er formand for Sammenslutningen af Fagforeninger for Tekstilarbejderne (SGSF), medlem i den internationale fagbevægelse IndustryAll Global Union. SGSF repræsenterer omkring 70.000 tekstilarbejdere.
Nazma Akhter henviser til, at flere hundrede arbejdere var blevet truet og presset til at gå ind og arbejde i Rana Plaza-bygningen, selvom der var påvist revner i bygningens fundament og ydermure dagen inden.
Nazma mener også, at de internationale tøjmærker har et stort ansvar i forhold til at være med til at forbedre forholdene for tekstilarbejderne.
”Det er super vigtigt, at for eksempel H & M er gået foran i at have en dialog med tekstilfabrikkerne, deres ejere og arbejderne. Selv om der er tale om global business – så skal den være transparent, og det er tøjbranchen langt fra endnu,” siger hun.
”Vi skærer til, og vi syr. Det er vi bedst til, men vi har også brug for at lære andre ting, så vi opkvalificerer os og bliver bedre. Vi vil ikke bare betragtes som billig arbejdskraft. Vi vil have anstændige jobs, og vi vil have en fair løn, når vi producerer tøj, som I kan købe billigt i Danmark.”
Angst for repressalier
Det største problem, siger Nazma, er, at tekstilarbejderne er bange for at organisere sig, også selv om de får at vide, at de ifølge lovgivningen har ret til det.
Bangladesh har ratificeret ILO´s konvention nr. 87 og nr. 98, der sikrer fagforeningsfrihed og retten til kollektiv forhandling. Siden 1972 har fagforeninger derfor været lovlige i landet.
Men ifølge IFS’ (International Faglig Sammenslutning) globale rettighedsindeks er trusler, voldelige overfald, fyring og fængsling af fagforeningsledere og -medlemmer stadig hverdagskost. Og mange fabriksejere og politikere anser fagforeninger som en trussel mod Bangladesh´ konkurrenceevne på det globale marked, netop fordi konkurrenceevnen udelukkende hviler på lave lønninger og lave produktionsomkostninger.
”Vi bliver nødt til hele tiden at balancere på den knivsæg, der hedder, at vi skal kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsforhold, samtidig med at vi ikke kan presse for meget igennem på én gang, fordi virksomheden så truer med at dreje nøglen om. ’Det her er jo et konkurrencepræget marked. Hvis I kræver mere, så flytter vi bare virksomheden til Afrika,’ siger de.”
”Det er vores dilemma. Men vi har jo også hørt flere ministre forudsige en stor vækst i Bangladeshs´ eksport af tøj de næste 5-10 år. Hvis det skal kunne lade sig gøre, så bliver både virksomheder og myndigheder nødt til at investere penge i bedre infrastruktur, flere skoler og mere værdige boliger, fordi efterspørgslen fra arbejderne vil stige proportionalt med væksten. Det nytter ikke noget at gå på et ben her,” siger Nazma.
