Kontraktarbejde er en epidemi på Filippinernes arbejdsmarked

I Filippinerne er seks måneder en vigtig tidshorisont for en lønmodtager. For efter seks måneders ansættelse hos en virksomhed skal man fastansættes ifølge arbejdsmarkedslovgivningen. Det betyder, at arbejdsgiveren er forpligtet til at betale medarbejdergoder som feriepenge samt social- og sundhedsordninger. Samtidig bliver det næsten umuligt at afskedige medarbejderen, hvilket har ført til at Filippinerne har et meget ufleksibelt arbejdsmarked stort set uden socialt sikkerhedsnet.

Hvis man er ansat som kontraktarbejder, bliver man afskediget efter fem måneder – hvilket reelt er misbrug af kontrakterne. Det er en praksis, som i stigende grad ses på arbejdsmarkedet i Filippinerne.

”Kontraktarbejde er en epidemi, fordi den bogstaveligt talt slår arbejderne ihjel,” fortæller Julius Cainglet, næstformand for hovedorganisationen FFW (Federation of Free Workers).

Man skønner, at omkring 4 millioner ud af 40 millioner arbejdere er ansat som kontraktarbejdere. De fleste i servicesektoren eller på fabrikkerne – og mange af disse bliver betalt mindre end minimumslønnen. ”Arbejdsforholdene som kontraktarbejder er meget dårlige i sammenligning med almindeligt ansatte, og sikkerheden på arbejdspladsen er ofte meget dårlig. Men det går også ud over organiseringen af arbejderne på arbejdspladsen. Hvis du er kontraktarbejder, og din arbejdsgiver finder ud af at du er ved at organisere dig, bliver du fyret. På denne måde bliver dine arbejdsrettigheder og retten til overenskomster også undertrykt”, begrunder Julius Cainglet.

Kontraktarbejde skaber usikkerhed

Det er blevet mere og mere populært blandt arbejdsgiverne at ansætte arbejdere som kontraktarbejdere (også kaldet 5-5-5 kontrakter). Men det er ulovligt. Det betyder i praksis, at de kun er ansat i fem måneder ad gangen, hvorefter de så bliver erstattet af en ny arbejder. Ikke alene kan arbejdsgiverne på den måde undgå at forpligte sig til at betale de goder, der er for fastansatte. Det betyder også, at arbejderne er mere usikre.

”I det filippinske system er der ikke et socialt sikkerhedsnet, når man bliver arbejdsløs. Det vil sige, at du ikke har nogen indkomst, så snart din kontrakt er løbet ud. Det gør det sværere at få den nødvendige træning og efteruddannelse, mens man er arbejdsløs for at blive mere attraktiv for arbejdsmarkedet, hvilket i sidste ende gør det sværere at få et nyt job,” forklarer Julius Cainglet.

Arbejdsgiverne bruger også andre strategier til at snige sig uden om systemet. FFW har set flere sager, hvor arbejdsgiverne har valgt at fyre medarbejderne og derefter lave virksomheden om til et kooperativ. Herefter bliver de samme arbejdere tilbudt at være medejere af kooperativet, men som medejer af et kooperativ har man ikke krav på en bestemt løn – hvilket betyder, at de bliver betalt mindre end mindstelønnen.

Kontraktarbejde er faktisk ulovligt i Filippinerne ifølge arbejdslovgivningen. Men det har ikke afholdt arbejdsgiverne fra at omgå loven, fortæller Sonny Matula, der er formand for FFW.

”Der har været en del justeringer i arbejdslovgivningen om kontraktarbejdere indtil videre. Men vi ønsker ikke kun justeringer af loven. Vi ønsker, at kontraktarbejde skal forbydes helt på visse områder,” fortsætter han. Straffen for at bruge kontraktarbejde er en bøde på 1.000-10.000 pesos (115-1160 DKR), så i mange tilfælde kan arbejdsgiveren betale sig fra det uden at miste en større indtjening på det.

Fagbevægelsen står i mod

Derfor har fagforbundene brug for at finde en kur mod epidemien. Sonny Matula forklarer:

”Vi har flere strategier til, hvordan vi kan komme det her til livs. For det første bruger vi meget tid på at lobbye i kongressen, så vi forhåbentligt kan få forbedret lovgivningen og implementeringen af den. For det andet lægger vi et konstant pres på præsident Duterte for at holde en dialog kørende – og holde ham op på de valgløfter, han har givet os. Dernæst kan vi som fagforbund også gå i dialog med arbejdsgiverne og overtale dem til at droppe kontraktansættelser. Sidst, men ikke mindst, bruger vi også meget tid på at lægge sag an mod virksomheder, der udnytter kontraktarbejdere.”

FFW har allerede lagt sag an mod en del virksomheder – og mange af dem har de vundet.

”Vi har faktisk vundet en del sager. Lige nu kører vi en sag mod en fabrik, der afskedigede deres arbejdere og derefter ansatte dem som medejere af et kooperativ. Hvis de nægtede at blive en del af kooperativet, fik de nægtet adgang til arbejde på fabrikken. Dem kører vi en sag mod. Arbejdsretten gav os medhold, da arbejdspladsen ikke overholdt de nødvendige arbejdsstandarder. Arbejdsgiverne har appelleret sagen til højesteret, men jeg er sikker på, at vi nok skal vinde den her sag,” fortæller Sonny Matula stolt.

Arbejdet med at ændre i lovgivningen er hårdt. Siden valgkampen i 2016 har præsident Duterte lovet fagforbundene, at han vil forbyde kontraktarbejde. Men på trods af adskillige møder og forslag til ændringer fra fagbevægelsens side, er der endnu ikke sket noget på området. Duterte havde lovet, at han ville underskrive et dekret, der forbyder kontraktarbejde den 15. marts 2018. Men for et par uger siden sagde han offentligt, at han ikke kunne underskrive dekretet – han var i stedet interesseret i at indgå en form for kompromis med fagbevægelsen.

Til det siger Julius Cainglet:

”Så vores anden mulighed er at gå til kongressen og lobbye der. Men det er et skud i tågen. Dem, der sidder i kongressen, gør som Duterte anbefaler. Og så er flere af dem i øvrigt selv arbejdsgivere, der bruger kontraktarbejde. Men der er da en lille mulighed for, at det kan lykkedes.”