Trods afslutning på borgerkrig er Colombias fagbevægelse under pres
”Nogle arbejdsgivere er klar til at lære af andre lande, se på arbejdstagerrettigheder og lære dialog,” siger Mirtha Rodríguez, der leder projektafdelingen i CTC (Confederación de Trabajadores de Colombia) – et af Colombias tre største fagforbund.
CTC er med til at gennemføre Ulandssekretariatets projekt om social dialog på flere virksomheder i samarbejde med arbejdsgiverforeningen ANDI (Associatión Nacional de Industriales).
Også CTC’s generalsekretær Rosa Flérez håber på, at Ulandssekretariatets projekt vil fremme dialog og forhandling på arbejdspladserne:
”Social dialog handler om vilje og forpligtelse. Det kan ingen lov sikre. Vi skal forklare arbejdsgiverne, at vi vil kræve overenskomster i fremtiden. Det er grundlaget for dialogen – og medlemskab af fagforening skal accepteres.”
Dialog er vejen til udvikling
Den anden store fagforening, CGT (Confederación General de Trabajo), går også varmt ind for at styrke dialogen med arbejdsgiverne. Men formanden, Julio Roberto Gómez, ser den udbredte brug af korttidskontrakter, og ansættelser via stråmænd, ansættelsesforholdene som en hindring for dialog og overenskomster:
”Tag for eksempel fiskekonservesfabrikken ”Atunes de Colombia” med 1800 ansatte – kun 60 er direkte ansat. Resten er hyret gennem vikarbureauer, der presser lønnen og ikke vil lave overenskomster. Selv i det offentlige finder det sted: Af 36.000 ansatte i det statslige efteruddannelsessystem SENA er kun 8.000 direkte ansat,” klager Julio Roberto Gómez.
”Jeg var tidligere fabriksarbejder, og da jeg begyndte, arbejdede halvfems procent på fast kontrakt – nu er det kun ti procent. Resten er på korttidskontrakter. I 1970’erne var organiseringsgraden 20-22 procent. Nu ligger den på mellem 5 og 7 %.”
Derfor vil Julio Roberto Gómez arbejde for at få flere arbejdere på faste kontrakter med overenskomst.
Arbejdsgiverne lover at gå i dialog
Hos arbejdsgiverorganisationen ANDI forstår man ikke fagforeningernes skepsis:
”ANDI har altid haft et godt forhold til fagbevægelsen og har arbejdet for større tillid mellem arbejdsgivere og lønmodtagere,” forsikrer chefkonsulent Catalina Peraffán Londoño.
”Derfor er Ulandssekretariatets projekt interessant. For dybest set er vores mål en dansk arbejdsmarkedsmodel,” siger hun.
”Når projektet forhåbentlig har givet resultater i slutningen af 2018 vil vi forsøge at udbrede det. Vi vil bruge den danske model som forbillede, så vi kan forhandle os til løsninger i stedet for at ende med strejker, slutter Catalina Peraffán Londoño fra arbejdsgiverorganisationen ANDI.
Colombias største fagforbund med flertal af offentligt ansatte, især lærere, CUT (Confederación Unitaria de Trabajadores), er ikke med i projektet. Dels på grund af uenighed med de to andre forbund om projektstyringen, dels fordi forbundsformand Luís Alejandro Pedraza ikke stoler på arbejdsgiverne:
”De lokale arbejdsgivere går i front i kampen mod strejkeretten i FN’s internationale arbejdsmarkedsorganisation ILO. De underskriver internationale aftaler og fortæller, at de arbejder for vore rettigheder, når de er i udlandet – og arbejder direkte imod aftalerne, når de er hjemme. Det er hykleri. Der kører en uerklæret krig mod fagforeningerne,” raser CUT’s forbundsformand Luís Alejandro Pedraza.
Mirtha Rodríguez fra CTC er dog mere optimistisk:
”Mange arbejdsgivere har indset, at forholdene på arbejdspladserne er skadelige for landets image, og det påvirker eksporten. Derfor er de interesserede i at forbedre forholdene,” siger hun.
