Unge jyder i Afrika
Om få dage skifter fem unge bachelorstuderende i offentlig administration som de første klasseværelset på VIA University College i Aarhus ud med afrikanske arbejdspladser i seks uger.
Det sker, når de som led i et nyt fag, ‘Offentlig administration i internationalt perspektiv’, 5. november rejser til provinsbyen Arusha i Tanzania. Byen har ca. 800.000 indbyggere og ligger tæt ved Mount Kilimanjaro.
Her skal de studerende starte med et tre ugers studie- og praktikophold i administrationen på enten en teknisk skole eller et uddannelsescenter. Opholdet afsluttes med tre ugers praktik på regionale fagforeningskontorer i Arusha, hvor der udover fagforeningsarbejdet også er indlagt besøg på forskellige private og offentlige arbejdspladser. I løbet af de sidste tre uger skal de studerende i samarbejde med de faglige partnere udvikle solidaritetsprojekter, som de efterfølgende skal markedsføre og søge støtte til i Danmark.
Der er tale om et pilotprojekt, som har til formål at understøtte internationaliseringen på administrationsbacheloruddannelsen samt styrke og udvikle interkulturelle kompetencer hos de studerende. Hvis det bliver en succes, er det tanken, at faget inklusive studieophold skal fortsætte.
Jette glæder sig til mødet med en anden kultur
En af de dem, der skal af sted, er 21-årige Jette Holst. Hun ser studieopholdet som en spændende måde at lære om internationale forhold på og møde andre kulturer.
– Man kan godt gå rundt og tro, at den måde, som vi gør tingene på her i Danmark, er den eneste rigtige. Men jeg tror, at det er godt at opleve andre kulturers tilgang til samfundsopgaverne – og lære af dem. Så jeg glæder mig rigtig meget til at opleve, hvordan tanzanianerne arbejder med administration, siger Jette Holst.
For hende betyder solidaritetsarbejdet også meget:
– Jeg har været fodboldtræner gennem otte år, hvor jeg hjælper nogle børn med at blive gode til boldspil og samarbejde. Så det med at hjælpe andre er noget vigtigt for mig, siger Jette Holst, der også ser rejsen til Tanzania som en god chance for personlig udvikling.
Martin har fået solidaritet ind med modermælken
Jette Holst skal sammen med studiekammeraten Martin Rindom Elbæk på 23 blandt andet opholde sig i administrationen på et voksenuddannelsescenter, der drives med støtte fra blandt andre Mellemfolkeligt Samvirke.
– Jeg glæder mig meget til at opleve en tanzaniansk arbejdsplads og mødet med de ansatte og deres kultur. Og så interesserer jeg mig meget for politik og internationalt solidaritetsarbejde. Mine forældre er ansat i fagbevægelsen, så jeg er flasket op med betydningen af solidaritet. Det har altid været en naturlig og vigtig del af mit liv, siger Martin Rindom Elbæk, der i flere år har været formand for de studerendes råd på VIA University College.
HK Kommunal: I medlemmernes interesse
Ideen til projektet kommer oprindelig fra HK Kommunal:
– Offentligt ansatte i Danmark mærker i stigende grad internationaliseringen og skal i højere og højere grad samarbejde med andre landes kulturer. Derfor er det vigtigt, at de studerende på vores område får interkulturelle kompetencer, siger næstformand i HK Kommunal, Mads Samsing, om baggrunden for, at HK Kommunal tog initiativ til projektet:
– Som faglig organisation skal vi være med til at sikre, at vores medlemmer får gode uddannelser, så de også har gode jobs i fremtiden. Og her er det internationale perspektiv vigtigt, understreger Mads Samsing.
HK Kommunals næstformand er glad for, at både VIA University College og den tredje partner i projektet, Ulandssekretariatet, var hurtige til at gribe bolden og få faget op at stå. Ulandssekretariatet, som er dansk fagbevægelses internationale udviklings –og bistandsorganisation, har et regionalt kontor i Arusha og kunne på den måde være behjælpelig med at få studieopholdene sat på praktiske skinner samt sikre støtte og forankring i tanzaniansk fagbevægelse.
Arbejdspladserne fungerer trods kaos
Carsten Flint Hunneche fra Ulandssekretariatet fortæller, at de unge vil komme ned til en arbejdspladskultur, hvor ingen for eksempel må ”lide nederlag”.
– I Danmark er vi rimeligt direkte. Men det går ikke i Tanzania, hvor ingen må tabe ansigt. De behandler hinanden med stor respekt og bruger meget tid på at lære hinanden at kende, inden de taler om det faglige. Som dansker kræver det meget tålmodighed, siger Carsten Flint Hunneche:
– Der kan se ret kaotisk ud på et kontor i Tanzania med mange papirbunker, men der er ofte mening med galskaben, og de ansatte opnår også resultater – bare på en anden måde, end vi gør her i Danmark.
Carsten Flint Hunneche ser også lokalt projekt -og solidaritetsarbejde som vigtigt, hvis der skal skabes ordentlige levevilkår for den fattige afrikanske befolkning:
– Ulandssekretariatets arbejde er med til at understøtte, at de tanzanianske partnere bliver bedre klædt på til at møde de mange udfordringer på arbejdsmarkedet i deres eget land. Forbedrede ansættelses -og arbejdsforhold skal forhindre den situation, hvor store dele af arbejdsstyrken seriøst begynder at overveje at emigrere.
Følg de fem studerende
Ud over Jette Holst og Martin Rindom Elbæk skal også Nikolaj Borup Winther, Christian Dyreborg Nielsen og Lasse Schmidt til Tanzania. De fem studerende læser på femte semester og er færdige som bachelorer i januar 2017.