Oplysning er fagbevægelsens middel mod vold og chikane

I juni 2019 vedtog den FN’s arbejdsorganisation ILO en ny konvention, nummer 190, som handler om vold og chikane på arbejdspladsen. Uganda ratificerede C190 i august i år som det 32. land i verden og som det 8. land i Afrika. Konventionen dækker alle køn, men retter sig især mod kvinders vilkår. Overalt i verden, og i mange udviklingslande, foregår der diskrimination, vold og chikane af kvinder på arbejdspladserne.

”Mange arbejdere og arbejdsgivere aner ikke, hvad seksuel chikane er. Men nu kan vi gå i gang med at oplyse om det,” siger Rebecca Norah Namusabi, der er næstformand i Ugandas Textile Garment, Leather and Allied Workers’ Union.

Mændene bakker op om C190

Hovedorganisationen i Uganda NOTU, og dens tilknyttede fagforbund, ser en direkte sammenhæng mellem konventionen C190 og menneskerettigheder. Det er især relevant i Uganda i tiden efter Covid-19, hvor blandt andet nødlove på arbejdsmarkedsområdet blev gennemført via dekret og hvor arbejdsgivere overtrådte arbejdstagerrettigheder for blandt andet hjemsendelse. Det er et led i det, der kaldes indskrænkninger i civilsamfundets rum. NOTU er blandt andet støttet af CISU og Danida i at imødegå disse indskrænkninger. Dermed bidrager en højere grad af implementering af C190 – og dermed bevidsthed om rettigheder på området – til udvidelsen af rummet.

En af de fagforeningskvinder, der har gået forrest i kampen for at C190 ratificeret, er Suzan Tukei, som er en del af ledelsen i Uganda Printers, Paper Polyfibre and Allied Workers’ Union. Hun er klædt I en t-shirt med teksten “Stop Workplace Violence and Harassment” (Stop vold og chikane på arbejdspladsen), som fagbevægelsen har fået trykt som en del af kampagnearbejdet.

Til dagligt er Suzan Tukei ansat på en industrivirksomhed med 220 ansatte, hvoraf 120 er organiserede. Her oplever hun igen og igen, at kollegaerne bliver udsat for chikane.

”Seksuel vold og chikane mod kvinder forekommer på mange arbejdspladser. Vi har traditionelt betragtet det som en del af kulturen. Nu ved vi, at det faktisk er vold, og at det er helt uacceptabelt. Vi er blevet uddannet i at sige fra og give vores mening til kende,” siger Suzan Tukei, der nævner, at hun også selv har oplevet at blive diskrimineret af sin overordnende.

”Jeg har blandt andet fået besked på at arbejde i flere timer og til en lavere løn, fordi jeg er kvinde. Diskrimination af kvinder går igen i rekrutteringsprocessen, hvor arbejdsgiverne åbent melder ud, at de foretrækker mandlige medarbejdere frem for kvinder. Løst ansatte er generelt også udsatte og bliver som regel tilbudt dårligere vilkår end de fastansatte. Men efter, at C190 er blevet ratificeret, er vi begyndt at presse på for anstændige vilkår for alle,” siger hun.

Mændene udsættes også for chikane

Suzan Tukei fortæller, at ledelsen på hendes virksomhed nu har indvilliget i at indarbejde C190 i virksomhedens personalepolitik, ligesom ledelsen har erklæret sig parat til at øge andelen af kvindelige medarbejdere. Fagforeningen er også blevet enig med ledelsen om at oprette et udvalg, der skal behandle klager over vold og chikane.

Hun understreger, at det ikke kun er kvinderne, som bliver chikaneret af deres overordnede.

”Mændene bliver også bedt om at arbejde længere, end de får løn for. Det kan være svært for en mand at sige fra, især hvis hans overordnede er en kvinde. Det ligger i kulturen, at mænd bider tænderne sammen,” fortæller hun.

Hun beretter om et aktuelt eksempel fra sin virksomhed. En mandlig kollega, der kører gaffeltruck, var blevet bedt om at løfte en fyldt palle på en risikabel måde, så der var fare for, at den styrtede ned over ham. Han sagde fra og ville i stedet bruge tid på at løfte ting, der stod foran, så han kunne komme ordentligt til pallen og på den måde undgå, at den faldt ned over ham. Det fik chefen til at slå ham og true ham med fyring.

”Medarbejderen kom til mig som tillidsrepræsentant og bad om hjælp. Jeg startede med at sige, at han skulle melde sig ind, hvis jeg skulle hjælpe ham. Det endte med et møde hos HR, hvor chefen fik en påtale,” fortæller hun.

Rebecca Norah Namusabi og Suzan Tukei forventer begge, at C190 vil blive en del af overenskomsten på mindst en, måske to, navngivne ugandiske virksomheder, inden året er omme.

Ulandssekretariatets leder Lone Ilum Christiansen siger, at coronakrisen har været med til at forstærke de eksisterende udfordringer med ligestilling eller krænkelser:

”Løsarbejde og usikkerhed i ansættelsen er en af de største udfordringer – fordi man mangler basale rettigheder. Derfor er et af midlerne for fagbevægelsen organisering i lokale faglige organisationer, så især kvinder kan få hjælp til at få bedre arbejdsforhold, sikkerhed i ansættelsen og samarbejdsstrukturer på arbejdspladserne, hvor for eksempel krænkelser kan blive behandlet,” siger hun.

Læs reportage fra et medarbejdermøde, hvor vold og chikane bliver diskuteret.