Drab og beskidte tricks i Mellemamerika
”Dødens trekant” kaldes Guatemala, Honduras og El Salvador, som er naboer i Mellemamerika. Øgenavnet refererer til skyhøje mordrater, narkosmugling, organiseret kriminalitet og ustyrlige, voldelige bander. Det triste tilnavn kan også udbredes til de vilkår, som fagbevægelsen arbejder under. Det er ganske enkelt livsfarligt at være fagforeningsaktivist i alle tre lande, som da også har deprimerende høje pladser på den internationale faglige sammenslutnings (ITUC) liste over overtrædelser af faglige rettigheder i verdens lande. Guatemala ligger endda i top ti over de værste lande at være arbejdstager i.
Under Covid-19 kom rettighederne endnu mere under pres. Restriktioner og nødlove var med til at indskrænke civilsamfundets demokratiske handlerum – også efter pandemien – og CISU (Civilsamfund i Udvikling) og Danida har støttet civilsamfundet i at kæmpe for bedre rettigheder. I de tre mellemamerikanske lande har Ulandssekretariatet støttet PSI (Public Services International) – den regionale sammenslutning af fagforeninger på det offentlige område. Støtten er blandt andet gået til at dokumentere og kæmpe mod vold og mord samt overtrædelser af rettigheder som foreningsfrihed og frihed til at indgå overenskomster.
Drab efter demonstration
I 2022 bragte transportarbejderforbundet i Guatemala FETRANSGUA (Federación Nacional de Transporte en Guatemala) en modbydelig sag frem. To fagforeningsledere fra hver deres havnearbejderfagforening blev myrdet. Havnearbejdernes forskellige fagforeninger er knyttet til FETRANSGUA.
Mordene var en optrapning af en konflikt, som har varet længe. I den ene havn, Quetzal, har fagbevægelsen siden 2017 krævet en lønstigning. Denne konflikt kostede tidligere et dødsoffer og uberettigede afskedigelser af havnearbejdere, ifølge FETRANSGUA. I juli måned i 2022 hængte aktivister bannere op på havnens område for at gøre opmærksom på arbejdskampen. 10 dage senere blev Ervin Estuardo Granados Rivas, søn til formanden for havnearbejderne i Quetzal fundet myrdet. Og i august blev Hugo Eduardo Gamero González, formanden for fagforeningen i en anden havn, Santo Tomas de Castilla, skudt i sit eget hjem.
Transportarbejderforbundet har indsamlet dokumentation og skrevet en klage til FN’s arbejdsorganisation ILO – og dette arbejde er altså støttet af Danmark.
Fik sparket efter privatisering
Desuden støttede Ulandssekretariatet uddannelsen af fagforeningslederne i blandt andet rettigheder. FETRANSGUA har nemlig en mistanke om, at de to drab i fagbevægelsens cirkler har med en længerevarende konflikt at gøre i Aurora, lufthavnen i Guatemala City. Infrastrukturen i Aurora er så elendig og nedslidt, at regeringen til sidst privatiserede lufthavnen i stedet for at renovere den. Det er fagbevægelsen imod, da det er meldt ud, at arbejderne ikke har lov til at være medlem af en fagforening efter privatiseringen. Det er en overtrædelse af retten til at organisere sig. Dog har arbejderne, takket være PSI’s støtte, fået lov til at forblive i fagforeningen. Til gengæld er halvdelen af arbejdere så blevet fyret eller er blevet erstattet af løsarbejdere, mens andre er tvunget over på 1-3 måneders kontrakter, fordi den kollektive overenskomst ikke er blevet fornyet. Det skulle den have været for fem år siden.
“De har brugt Covid-19 som undskyldning for ikke at blive færdig med overenskomsten. Støtten fra PSI har været meget vigtig i forhold til at kunne dokumentere sagerne,” siger formanden for transportarbejderforbundet FETRANSGUA, Nery Lopez.
Derfor har arbejderne gang på gang demonstreret mod privatiseringen samt den udbredte korruption, som i det hele taget findes i driften af lufthavnen. Kontrol med transportområdet, lufthavne og havne er naturligvis vigtig for narkobaroner og andre kriminelle.
Lone Ilum Christiansen, sekretariatsleder i Ulandssekretariatet siger, at fagforeningsaktivisterne hver dag sætter deres liv på spil:
”Mindst 100 fagforeningsfolk er blevet dræbt i Guatemala de sidste tyve år. Dertil kan man så lægge alle de andre: lokale ledere, oprindelige folk, LGBT+-aktivister. Der er al mulig grund til at støtte de ordentlige og modige mennesker i fagbevægelsen og resten af civilsamfundet”.
