Faglig uddannelse sikrer unge i Tanzania et ordentlig arbejde
21-årige Evalina Mwenge er vokset op i det nordlige Tanzania som den yngste i en søskendeflok på fem. Hendes mor sælger varer på det lokale marked, og hendes brødre arbejder som daglejere. Alene er hun flyttet til Tanzanias største by, Dar Es Salaam, hvor hun har uddannet sig til montør på den statslige erhvervsskole VETA. Ulandssekretariatet og Dansk Industri samarbejder med hovedorganisationen TUCTA og arbejdsgiverforeningen ATE om at skabe bedre faglige uddannelser i Tanzania, der kan hjælpe unge som Evalina Mwenge til et ordentligt job i den formelle økonomi. Som led i samarbejdet har Evalina Mwenge og cirka 700 unge tanzaniere allerede gennemført en faglig uddannelse, hvor deres pensum og praktikforløb er blevet skræddersyet med input fra arbejdsmarkedets parter og lokale virksomheder. Det sikrer, at de unges kvalifikationer matcher behovene på arbejdsmarkedet. Nu bliver indsatsen brugt som indspark i forhandlinger med regeringen om, hvordan landets erhvervsuddannelser kan forbedres.
”Jeg er virkelig glad for at have været en del af programmet,” siger Evalina Mwenge.
Efter seks måneder på skolebænken og to måneders praktikforløb er det lykkedes hende at lande et job i den lokale fødevarevirksomhed, hvor hun var i praktik.
”Det har ændret mit liv,” siger hun.
SE, HVORDAN SAMARBEJDET FORBEDRER ERHVERVSUDDANNELSER I TANZANIA:
Bedre faglærere
Kun få i Tanzania tager en faglig uddannelse, og manglen på arbejdskraft med de rette kompetencer bremser vækst og udvikling i landet. I projektet bliver faglærere opkvalificeret ude på arbejdspladserne, så de har relevant erhvervserfaring.
”For at få en bedre erhvervsuddannelse i Tanzania, er det afgørende at give faglærerne bedre kvalifikationer,” siger formand for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan, der har været i Tanzania for at dele viden og danske erfaringer.
Praktik fører til job
I Tanzania drømmer masser af unge om at få et ordentligt arbejde i den formelle økonomi. Paradoksalt nok skriger de lokale virksomheder alligevel på arbejdskraft – vel at mærke med de rette kvalifikationer.
”Vi har store udfordringer med at få kompetent og uddannet arbejdskraft,” siger afdelingsleder i arbejdsgiverorganisationen ATE, Kennedy Rwehumbiza.
Praktisk erfaring og en tæt relation til lokale virksomheder er ifølge generalsekretær for hovedorganisationen Trade Union Congress of Tanzania (TUCTA), Hery Mkunda, nøglen til at få unge i job.
“En erhvervsuddannelse med praktik er et vigtigt redskab til at få folk i arbejde, fordi arbejdsgivernes behov bliver mødt,” siger Hery Mkunda.
Håber at inspirere andre til at tage en faglig uddannelse
21-årige Paolo Rashidi er en af de unge, der har fået en relevant faglig uddannelse via samarbejdet. Efterfølgende har han fået arbejde som kvalitetstekniker hos El Sewedy, der bl.a. producerer kabler og generatorer.
”Jeg håber, jeg kan inspirere andre til at tage en erhvervsuddannelse og skabe en bedre fremtid for dem selv og deres familie,” siger han.