Kurser giver markedshandlende i Ghana nye muligheder
Store dunke med olie står på jorden ved siden af sække fulde af ris. Håndsæbe ligger stablet i bunker, og poser med slik hænger som farvestrålende guirlander. ”Det her er min butik,” siger Martha Nkrumah, en af de småhandlende på Mallam Atta markedet i Ghanas hovedstad, Accra:
”Jeg sælger praktisk talt hvad som helst”.
Sammen med de andre småhandlende på markedet bidrager Martha Nkrumah til den statistik, som viser, at hele 78 procent af Ghanas arbejdsstyrke arbejder i den uformelle økonomi, uden fx kontrakter og andre ordnede arbejdsforhold. Martha Nkrumah lever fra dag til dag af indtægterne fra de varer, hun sælger på markedet. Indtægterne er små, og inflationen skyhøj.
”Særligt efter coronapandemien har det ikke været let overhovedet,” siger Martha Nkrumah. Når salget går dårligt, påvirker det hele familien.
”Man er nødt til at tage sig af sin familie – betale skolepenge, husleje, leje af markedsstanden og al den slags,” siger hun.
Støtte fra HK Handel
HK Handel støtter via Ulandssekretariatet de småhandlende på Mallam Atta markedet. Solidaritetsstøtten er bl.a. med til at sikre bedre hygiejnefaciliteter samt uddanne de markedshandlende i bl.a. vareoptælling, regnskab, mobilbetaling og kundeservice.
For HK Handel har det været vigtigt at bruge projektet som en løftestang til at vise, at solidaritet i fagbevægelsen kan være med til at fremme rettigheder og muligheder på tværs af landegrænser.
”Solidaritet er en del af fagbevægelsens DNA, og den stopper altså ikke kun ved Danmarks grænser. Vi er sat i verden for at hjælpe lønmodtagerne og sikre deres rettigheder. Det ønsker vi både for vores danske kolleger, men også alle vores kolleger, der befinder sig rundt omkring i verden,” siger formand for HK Handel, Mette Høgh.
Gør det lettere at tjene til føden
”Kurserne har hjulpet mig meget,” siger Martha Nkrumah og fortæller, hvordan hun har fået øget fokus på kundeservice og har lært at arrangere varerne i butikken på en mere indbydende måde, som tiltrækker kunderne. Men endnu vigtigere, har Martha Nkrumah lært, hvordan hun løbende holder styr på sin lagerbeholdning.
”Ved at lave ugentlige vareoptællinger, ved jeg, hvad jeg skal købe, og hvad jeg allerede har rigeligt af på lager. På den måde undgår jeg at bruge penge risikabelt og forkert,” siger Martha Nkrumah og fortæller, hvordan hun også har lært at supplere salget på markedet med online salg via platformen WhatsApp, hvor hun lægger billeder af sine varer op.
”Så selvom en kunde ikke kan komme forbi min butik, kan vi arrangere, at varerne bliver leveret med et bud, og så modtager jeg pengene via mobilbetaling,” siger hun:
”Det hjælper alt sammen med at skabe flere indtægter.”
SE VIDEO, HVOR MARTHA NKRUMAH VISER RUNDT I SIN LILLE BUTIK PÅ MARKEDET:
Organiserer markedshandlende i den uformelle økonomi
I 2016 gik de småhandlende på Mallam Atta Markedet sammen om at danne Shop Owners and Vendors Association of Ghana (SOAVA-GH), som er affilieret med hovedorganisationen TUC Ghana og i dag tæller omkring 300 medlemmer, som står sammen om at kæmpe for bedre vilkår for de markedshandlende.
Martha Nkrumah er næstformand i SOAVA-GH.
“For os i den uformelle økonomi er livet ikke let, fordi vi ikke bliver regnet for noget af regeringen, selvom vi tæller flere end dem, der arbejder i den formelle økonomi,” siger hun og fortæller, at en af de største udfordringer er, at arbejdere i den uformelle økonomi ikke har mulighed for at optage lån og derfor ikke kan investere i at opbygge bæredygtige forretninger.
Lærer om kundepleje
En anden af kursusdeltagerne, Esther Bortey er glad for at have sin egen lille bod på Mallam Atta markedet, hvor hun bl.a. sælger bagepapir og tandstikker.
”Men der er mange udfordringer,” siger hun og nævner, hvor svært det er at få mulighed for at låne penge fra fx staten eller banker til at udvide forretningen.
”Jeg plejede at tjene nok til at kunne tage mig af familien, men efter covid er salget gået sløvt, sløvt sløvt,” siger Esther Bortey, som fortæller, at hun har haft stor gavn af kurserne.
”For det første i forhold til, hvordan jeg skal kommunikere med kunderne og for det andet i forhold til bogføring,” siger hun.
SE VIDEO, HVOR ESTHER BORTEY FORTÆLLER, HVAD HUN HAR FÅET UD AF KURSERNE:
Formand for de markedshandlende på Mallam Atta markedet Naana Pokua Ahenkora fra SOAVA-GH takker HK Handel for støtten. Udover ny viden om bogføring, vareoptælling og kundeservice, lægger Naana Pokua Ahenkora især vægt på, at kursisterne har fået brugbar viden om e-transaktioner og mobilbetaling.
”De bruger nu mobilbetaling til at overføre og modtage penge. På den måde undgår de at spilde en masse tid i banken og kan let betale deres leverandører,” siger Naana Pokua Ahenkora.
UFORMEL ØKONOMI er al økonomisk aktivitet, som ikke bliver beskattet, reguleret eller overvåget af statslige myndigheder. Mere end halvdelen af den arbejdende befolkning i verden arbejder i den uformelle økonomi. Det er fx småhandlende på markeder og daglejere i byggebranchen eller landbruget. Arbejdere i den uformelle økonomi er ikke registrerede, har ingen kontrakter og er ikke omfattet af sociale sikkerhedsnet. Fagbevægelsen verden over arbejder for at organisere uformelle arbejdere, sikre deres rettigheder og forbedre deres leve- og arbejdsvilkår.