Hårdt slid i det lille helvede
Vi er på vej ind i la Infiernita – ”Det Lille Helvede” på spansk – og både fotografen og taxichaufføren er meget nervøse og blege om næbbet. Banderne holder kvarteret i et jerngreb. Selv ved højlys dag er det farligt at bevæge sig i kvarteret Colonia Nueva Suyapa, som det rigtigt hedder, her i Honduras’ hovedstad Tegucigalpa. Hverken politiet eller militæret er særlig beroligende, endsige til at stole på.
Her bor Keydi med sin familie. Hun er enlig mor på 25 år med en søn, Jostin, på seks. Keydi har knækket koden til et udmærket liv i et land, hvor alene volden og bandekriminaliteten ofte er en forhindring for udvikling generelt – for de unge i særdeleshed.
”Jeg har faktisk aldrig været uden arbejde,” fortæller Keydi, som begyndte med at arbejde ufaglært for trykkerier. En dag opsøgte hun via fagforeningen en statslig teknisk skole, INFOP. Her gik hun i et år på Grafisk Design-linjen og har senere taget forskellige kurser. I dag arbejder hun i en virksomhed som grafisk designer og tjener – efter forholdene – ganske godt: 2.900 kroner om måneden.
Løftet hele familien
”Jeg har fået et bedre liv, og det har også givet flere penge i familien. Jeg kan hjælpe min mor og betale for både mine brødres og min uddannelse,” fortæller Keydi.
Keydi har indskrevet sig på universitetet for at læse videre til IT-ingeniør, og netop det faktum, at familiens ældste datter har et godt arbejde, har løftet hele familien. Hendes mor er hjemmegående og faren er ufaglært arbejder. Desuden har hun tre brødre, hvor den ene også arbejder som grafisk designer. Keydis største drøm er, at hendes søn vil klare sig godt og med tiden få en professionsuddannelse som hun selv.
Mod alle odds
Keydi arbejder hårdt. Måske har hun også været heldig – men i så fald har det været mod alle odds. Familien var en af de første, som valgte at bosætte sig på den jordskrænt, som nu er blevet til et helt beboelseskvarter – Det Lille Helvede. Området var ikke på nogen måde udlagt til udstykning, så der var ingen el, vand eller kloakering. Det er kommet til senere – og på en ikke-planlagt facon. Der åbnes for vandet en gang hver anden uge, og så må beboerne selv sørge for at opbevare vandet.
Keydi, hendes søn og hendes brødre er alle født og opvokset i bydelen og har levet et liv præget af fattigdom i lange perioder. Begge forældre er uuddannede og har sjældent haft en fast indtægt.
Betaler skat til Kriminelle
Og så er der banderne. De fleste betaler ”skat” til banderne. Det er ren afpresning, hvor banderne går fra hus til hus og truer indbyggerne til at betale. På den anden side er det også svært at flytte fra området. Netværk og venner betyder enormt meget, og nu har familien også bygget lidt til huset – betalt af Keydis løn. Men Keydi fortæller dog, at hun overvejer at flytte sammen med sin kæreste for at begynde et liv med ham.
Flere rettigheder til arbejderne
”Det er ikke let at være kvinde i Honduras. Der er meget diskrimination og meget vold mod kvinder. Mange er enlige mødre,” fortæller Keydi, som selv blev forladt af faren til Jostin – ligesom hendes egen far stak af fra familien.
Keydi stoler i det hele taget mest på sig selv og sin egen vilje til at opnå sine mål.
“Hver eneste dag bliver arbejdernes rettigheder færre, og lønningerne passer ikke til den enkeltes evner og færdigheder. Arbejdernes stemme kan man ikke høre. Regeringen bør støtte arbejderne – og ikke kun arbejdsgiverne. Fagforeningerne må kæmpe for de rette værdier,” siger Keydi.
