![Benin landsby](https://www.ulandssekretariatet.dk/wp-content/uploads/2020/03/Afrika-scaled-2000x1334.jpg)
Flere stålarbejdere i Uganda får erstatning for arbejdsskader
![](https://www.ulandssekretariatet.dk/wp-content/uploads/2020/03/IMG_1722-nb1.jpg)
Opio Richard passede i flere år en af de store maskiner på stålvalseværket Tembo Steel i nærheden af hovedstaden Kampala i Uganda. En dag gik noget galt. Han mistede to fingre. Det er et par år siden, ulykken skete, og en arbejdsskade som Opios er normalt ensbetydende med både invalidering og økonomisk katastrofe.
Men takket være dygtig indsats fra den lokale fagforening er Tembo Steel begyndt at udbetale erstatninger for arbejdsskader. Og efter nogle måneders ventetid har Opio nu fået 2,9 mio. ugandiske shillings, svarende til næsten 6.000 danske kroner – eller omkring fem månedslønninger.
Med erstatningen har Opio planer om at udskifte fabriksarbejdet med en lille butik i den landsby, han kommer fra.
Danskstøttet projekt skaber resultater
Erstatningerne fra Tembo Steel er en direkte følge af de kurser, der er holdt for ledelserne i ti fagforeninger i Kenya og Uganda. Kurserne klæder fagforeningerne på til at skaffe konkrete resultater og derefter bruge disse resultater til at organisere flere medarbejdere.
Projektet er sat i værk af Ulandssekretariatet i samarbejde med IndustriAll Global og Dansk Metal, og det ledes lokalt af den tidligere forbundsformand for tekstilarbejderne i Uganda, Aneno Catherine.
“Jeg er slet ikke i tvivl om, at vores kurser har lagt grundlaget for, at de kan bruge arbejdsmiljøreglerne i Uganda”, siger Jan Toft Rasmussen, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Metal. Han har i flere omgange undervist de faglige ledere i grundlæggende viden om arbejdsmiljø, overenskomstdækning og medlemshvervning – og hvordan man i praksis benytter de eksisterende regler til fx at rejse arbejdsskadesager.
“De to største udfordringer for uganderne er dels de usikre ansættelsesforhold som daglejere, dels arbejdsmiljøet,” siger Jan Toft Rasmussen.
“Hvis man kan hjælpe medarbejderne med at få fast arbejde og få styr på arbejdsmiljøet, så kan man tegne flere medlemmer og aftale flere overenskomster,” siger han.
![](https://www.ulandssekretariatet.dk/wp-content/uploads/2020/03/opio-brevudkast.jpg)
Et vildt sted
Og det er netop det, de har gjort på Tembo Steel. Virksomheden er ikke en af de værste, fortæller Ulandssekretariatets medarbejder i Østafrika, Rune Albertsen. Han besøgte Tembo Steel for halvandet år siden, og selv om stålværket set med danske øjne er et “vildt og halvfarligt sted”, er den lokale fagbevægelse stolt af, at man netop på Tembo Steel har formået at gøre en del ved arbejdsmiljøet. Blandt andet udleveres der sikkerhedsudstyr som hjelme og briller.
Alligevel sker der arbejdsskader. Derfor blev der i 2015 gjort en stor faglig indsats for at skaffe de tilskadekomne erstatning, så de kan komme videre med deres liv. Arbejdet med at skaffe erstatninger skulle samtidig være et redskab til at hverve flere medlemmer til fagforeningen.
Erstatninger til adskillige medarbejdere
Den første erstatningssag blev kørt for Ssennono Kenneth. Efter ti år på Tembo Steel mistede han sin venstre arm i en arbejdsulykke. Han blev fyret efter en depression og kæmpede i flere år for at få kompensation fra virksomheden.
“Der var mange, der heller ikke havde fået kompensation, og projektleder Aneno Catherine støttede os utrætteligt og hjalp os med procedurerne i erstatningssagerne,” fortæller SSennono Kenneth.
Siden har en halv snes medarbejdere opnået at få erstatning. Opio Richard for sine to mistede fingre, Kabugo Martin for et knust ben og Kizza Lukeman for en brækket arm.
“Erstatninger kommer typisk hjem, når man kan påvise, at medlemmer har taget skade, fordi forebyggelsen ikke har været i orden”, siger Metals Jan Toft Rasmussen.
Og det er netop konkrete anvisninger på, hvordan man bruger arbejdsmiljøreglerne, de ugandiske faglige ledere er blevet trænet i. En træning, der altså nu har resulteret i erstatninger til stålarbejderne på Tembo Steel.