Gør som briterne. Udviklingsbistand er investering i fremtiden
Dermed er Storbritannien det første G7-land, som kommer i udviklingsbistandens superliga (som der stod i Altinget forleden).
Imens sparer Danmark på udviklingsbistanden. Storbritannien nærmer sig det magiske tal 0,7 fra neden, Danmark fra oven (vores hidtidige målsætning har nemlig været 1 procent af BNI). Til gengæld ser det ud til, at den danske udviklingsbistand er under pres. For eksempel foreslås det fra Liberal Alliance, at man beskærer de danske rammeorganisationer yderligere – og flytter pengene til nødhjælp. Her er det værd at erindre sig, at de danske NGOer – altså rammeorganisationerne – udfører et stort og vigtigt job i det danske udviklingssamarbejde.
Og dermed bliver det interessant at se på, hvad briterne gør. De prioriterer nemlig udviklingssamarbejdet, hvor vi herhjemme mere og mere betragter udviklingsbistanden som nødhjælp og brandslukning. Samarbejde er rettet mod fremtiden. Nødhjælp afhjælper humanitære kriser. Men uden det første får vi mere af det andet. Hvis vi ikke prioriterer udvikling, får vi flere humanitære kriser i fremtiden. Det er det, som briterne har fattet.
Storbritanniens (konservative) udviklingsminister Justine Greening siger nemlig:
”Når vi tager fat om fattigdom og ustabilitet uden for vores grænser, så tager vi samtidig fat på grundlæggende årsager til globale problemer som sygdomme, immigration, terrorisme og klimaforandringer, som også rammer os inden for grænserne. Hvis ikke vi hjælper andre lande med deres problemer, så bliver de vores problemer, hvilket vil true vores nationale sikkerhed.”
”Når vi skaber job for andre, betyder det i sidste ende at vi skaber markeder, som kan understøtte britisk eksport og britiske job. Og jeg vil afvise alle påstande om, at det er et valg imellem hjælp til vores egne borgere og hjælp til folk uden for Storbritannien.”
Det er tankevækkende, at briterne nu adresserer de underliggende årsager til, og ikke symptomerne på, de globale udfordringer, som Greening også siger. Det burde vi også gøre i Danmark.
Det er også tankevækkende, at Berlingske den 30. oktober i en analyse af de 1.000 største danske selskaber konstaterer, at væksten nærmest er gået i stå. Danske selskaber er nemlig ikke til stede i vækstmarkederne Afrika, Mellemamerika og Sydamerika. Områder, som udmærker sig ved høj vækst, men kæmpe udfordringer i forhold til udvikling af arbejdsmarked, jobskabelse og lighed. De danske selskaber forbliver risiko-uvillige i nærmarkederne og holder på pengene.
Parallellen til udviklingssamarbejdet burde være tydelig. Gør i stedet som briterne.