Nobelprisen viser, at nedskæringer er kortsigtede
Nobels Fredspris 2015 tildeles den tunesiske demokrati-kvartet. Fagbevægelsen UGTT og arbejdsgiverorganisationen UTICA udgør halvdelen af kvartetten.
Fredsprisen demonstrerer tydeligt, hvad dansk udviklingsbistand kan. Gennem Det Arabiske Initiativ, Ulandssekretariatet og Dansk Industri har Danmark støttet demokratiprocessen – uden at vi dog skal stjæle æren for prisen. Den har tuneserne i allerhøjeste grad selv.
Men gennem vores partnerskab har vi vist, at Danmarks udviklingssamarbejde er velfunderet, perspektivrigt og dygtig til at understøtte demokratiske processer.
Kort sagt: Fredsprisen viser, hvorfor udviklingsbistanden er et af de stærkeste kort i dansk udenrigspolitik.
Så meget desto mere nedslående er nedskæringerne på udviklingsbistanden. Her skal Ulandssekretariatet levere 14 millioner – ud af vores rammebevilling på 45. Det vil være direkte undergravende for vores arbejde for demokratiet i lande som Tunesien med stærke partnere som UGTT.
Danmarks rolle i verden er i høj grad defineret gennem vores udviklingsbistand og det arbejde, som udenrigstjenesten udfører – både bilateralt og i internationale organer. Det giver os indflydelse og goodwill, det giver os værktøjer til søge indflydelse i lande og hos befolkninger, som vi har et langvarigt og frugtbart partnerskab med.
Dansk udviklingssamarbejde har generelt været stærkt, fx i forhold til rettigheder, organisering og god regeringsførelse. Regeringen fraskriver med sin nedprioritering Danmarks handlemuligheder i verden.
I dag glæder vi os over vores tunesiske venners velfortjente pris. I morgen risikerer vi at miste vores fodfæste i verden.