Husarbejdere får tiltrængt hjælp
En lov, der skulle have sikret bedre forhold for husarbejdere i Paraguay, er netop blevet underkendt i parlamentet. Men rengøring, madlavning, tøjvask og børnepasning i 12 timer hver dag er vilkårene for mange af de kvinder, der arbejder som husarbejdere i det sydamerikanske land Paraguay. Med en månedsløn på cirka 770 kroner og arbejdsuger på seks eller syv dage er husarbejderne en af de dårligst stillede grupper i landet. Det synes LO på Fyn er urimeligt.
Da de hørte om kvindernes kamp for at få en fagforening op og stå, besluttede de at starte et solidaritetsprojekt for at hjælpe husarbejderne i kampen for bedre rettigheder. Hushjælperne er som regel yngre, enlige mødre, der har svært ved at sige fra over for arbejdsgiverens krav, og deres elendige vilkår er fastsat i Paraguays lovgivning.
Faglig uddannelse til ung fagforening
De penge, fynboerne samler ind, skal gå til faglig uddannelse af medlemmerne af husarbejdernes fagforening STTIDAI (Sindicato de Trabajadoras y Trabajadores Domesticas y Afines de Itapúa), som har eksisteret siden 2012 og som vil oplyse husarbejderne om deres rettigheder, organisere medlemmer og tale deres sag.
Bedre faglig uddannelse var afgørende for, at LO’s lokalafdeling Region Syd netop valgte at støtte husarbejderne i Paraguay, forklarer tovholder på projektet Susanne Sørensen, lokalpolitisk konsulent i LO Fyn.
”Hjælpen i de her projekter er fra fagforening til fagforening, og derfor skal der være et fagligt indhold, der kan hjælpe med at styrke fagforeningen i deres land. Deres fagforening er også ny, så de har særligt brug for noget støtte.”
Husarbejdere diskrimineres
I dag arbejder de fleste af de 200.000 husarbejdere i den uformelle økonomi. De bliver på mange områder slemt diskrimineret på arbejdsmarkedet, fortæller Graciela Congo, som er uddannelsessekretær i landsorganisationen CUT-A (Central Unitaria de Trabajadores – Autentica), der også rummer husarbejdernes fagforening.
”Realiteterne for husarbejderne er meget hårde – der er en afgrund af ulighed mellem dem og andre arbejdere. Og den ulighed er indskrevet i loven. For eksempel står der lige ud, at husarbejderne kun har ret til 40 procent af minimumslønnen.”
Det lovforslag, der netop er blevet afvist i parlamentet, skulle have sikret dem en minimumsløn på lige fod med andre faggrupper i landet.
Aktive indsamlere på Fyn
Indsamlingen til husarbejderne er gået i gang blandt medlemmer på Fyn og fortsætter indtil september. Solidaritetsprojekter er højt prioriteret blandt LO på Fyn. De senere år har de samlet ikke mindre end 800.000 kroner ind, som blandt andet er gået til projekter i Mozambique og Albanien.
Initiativet har fået navnet Gør Noget – LO Region Syd og sætter hvert år et solidaritetsprojekt i søen. Pengene kommer både fra lokale fagforeninger og fra privatpersoner, der donerer penge til kampen for faglige rettigheder.
For de fagligt aktive på Fyn er det solidariske arbejde vigtigt – det er nærmest en pligt for fagligt aktive i vores del af verden, siger Susanne Sørensen:
”Vi skal hjælpe vores faglige kammerater ude i verden. Det internationale solidaritetsarbejde er vigtigt for at udbrede demokratiske spilleregler og faglige rettigheder over alt på jorden.”