Vi kæmper dobbelt – for arbejdere og borgere

Det største og flotteste offentlige hospital i udkanten af La Paz i Bolivia ligger i byen El Alto, oppe på højlandsplateauet fire km over havets overflade. Byen er vokset eksplosivt. Hvad der for 50 år siden var et udkantsområde med en militærbase, togstation og lufthavn, er i dag en upyntet murstensby med en million indbyggere.

Hospitalet er kun 15 år gammelt, men er ved at blive udbygget for tredje gang. Alligevel er der kun er 150 senge.  Men som Luzy Cuentas Cruz fra sundhedsforbundet CSTSPB (Confederación Sindical de Trabajadores en Salud Pública de Bolivia) uddyber: ”Vi har 150 varme senge. Ingen senge når at blive kolde, før den næste patient ligger i den.”

Fra morgen til aften med hænderne i iskoldt vand

På børneafdelingen tager sygeplejersken Maria Carlo imod. Hun er på vagt på skadestuen for børn og skal også tage sig af de gravide kvinder. Hvis hun har nattevagten, er hun ene om at dække fire afsnit. Det kan kun lade sig gøre, fordi forældre må overnatte, hvis deres børn er alvorligt syge. Maria Carlo har været ansat på sygehuset siden hun blev uddannet for 10 år siden. De første otte år var hun ansat på et-års kontrakter med minimumsløn og uden at optjene ret til ferie og pensionsopsparing. Kun de sidste to år har hun været fastansat, men tjener dobbelt så meget i løn som før – 3.000 bolivianos om måneden (ca. 3.000 kr.).

Så heldig er Señora Vicky ikke. Hun knokler i vaskeriet på kontrakt og minimumsløn på cirka 1.500 kroner om måneden. Hun er furet og senet af et arbejdsliv med mange timers udendørsarbejde i hård sol og barsk kulde. Hun har arbejdet i vaskeriet i hospitalets 15-årige historie og ser ud som om, hun er ved at drukne i de store gummistøvler og et kæmpe plastikforklæde, men det er nødvendigt udstyr i vaskeriet. Vasken sker i hånden, i koldt vandt – nogle gange nær frysepunktet.

I vaskeriet er der tre på turnus, som skal klare hele hospitalets vask fra dagen før. De begynder kl. 6 om morgenen og bliver til alt er vasket færdigt. Nogle gange bliver den syv, otte eller ni om aftenen, før Vicky og andre kan gå trætte hjem. I køkkenet har de ansatte samme vilkår.

Løst ansatte står svagt

Vaskeriet er lige blevet udbygget. Den lokale fagforeningsrepræsentant, Ana Maria Palacios, fortæller, at det ny vaskeri er kommet til efter pres fra fagforeningen. Hospitalet har et samarbejdsudvalg, hvor fagforeningen holder månedlige møder med hospitalsledelsen.  Det er her, at kampen for bedre vilkår på hospitaler står.

Det er et mindretal af de ansatte, som er medlemmer af fagforeningen. Forklaringen er, at flertallet – mindst 60 procent – ikke kan melde sig ind, fordi de er ansat på korte kontrakter af maksimalt et års varighed. Derfor har de hverken ret til at være i fagforening eller til at få del i de goder, de fastansatte har så som ferie, pensionsopsparing og stigende løntrin. De kontraktansatte er bange for at blive fyret, hvis de melder sig i fagforeningen. Hospitalsledelsen og de lokale myndigheder ønsker ikke at have flere fastansættelser. Det er for dyrt.

Ana Maria Palacios sender en tanke til de bolivianske myndigheder:

”De taler så meget om rettigheder og ansvar – myndighederne og regeringen. Men de taler kun om patienternes rettigheder, ikke om arbejdernes rettigheder. Derfor skal vi kæmpe dobbelt. For os som arbejdere og for alle borgere. Vi skal blive bedre!”