Egypterne tager hul på social dialog
På det egyptiske arbejdsmarked, hvor parterne traditionelt ser hinanden som modstandere, er tillid – eller manglen på samme – nemlig den største udfordring. Men med de første spæde skridt mod dialog går egypterne nye tider i møde.
Nogle af deltagerne så lidt skeptisk til, men langt de fleste lyttede oprigtigt interesseret, da Kasper Palm fra Dansk Metal og Ulrik Damm fra Dansk Industri holdt oplæg i Cairo om social dialog og den danske model. De to var en del af et to-dages seminar, arrangeret i samarbejde mellem LO/FTF, Ulandssekretariatet, DI, International Labour Organization (ILO) og Federation of Egyptian Industries (FEI).
Formålet med seminaret var at inspirere de egyptiske parter til at begynde at nærme sig hinanden, fortæller Ulrik Damm, der er fagleder i Dansk Industri. Der er tale om de første spæde skridt på vej mod social dialog i et land, hvor tillid til hinanden langt fra er naturligt.
Uden tillid går det ikke
”Du kan have alle de systemer, du vil, men hvis der ikke er grundlæggende tillid, kommer man ingen vegne. Hvis begge parter tror, at den anden snyder, nytter det ikke noget. Man skal have en fælles forståelse for, at hvis man bekriger hinanden, er der ingen mulighed for dialog. Den form for samhørighedstanke er vigtig at forstå.”
I et land som Egypten, hvor arbejdsmarkedet – ligesom resten af samfundet – har været præget af voldsomme uroligheder de senere år, er det et stort skridt blot at få parterne samlet i samme lokale. Forholdet har nemlig været præget af voldsom skepsis fra begge sider.
Lidt karikeret kan man sige, at lønmodtagere traditionelt betragter arbejdsgiverne som nogen, der ønsker at snyde med lønnen og holde fast i sine goder. Arbejdsgiverne betragter derimod fagbevægelsen som nogen, der blot ønsker at lave ballade med urimelige krav og strejker, uden at tilbyde noget den anden vej.
I sit oplæg understregede Kasper Palm, faglig sekretær i Dansk Metal, derfor også, hvor vigtigt det er, at arbejdere og arbejdsgivere skal bruge hinanden som gensidige parter – og at man som lønmodtager ikke skal gå på gaden og demonstrere, så snart der opstår uenigheder:
”Den største udfordring for egypterne er at gå fra aktivisme til realforhandlinger. Hvis der er utilfredshed, er egypternes instinkt at gå på gaden eller strejke. Det er selvfølgelig nødvendigt nogle gange, men de bedste resulter kommer altså ved forhandlingsbordet.”
Starter fra bunden
Den vigtigste del af de to dages seminar var de workshops, hvor deltagerne selv skulle i gang med dialogen. Her skulle parterne, der alle kom fra tekstil- og fødevareindustrien, diskutere, hvordan de helt konkret kunne begynde at samarbejde om arbejdsforhold. Og her blev det klart for Ulrik Damm, at blot forståelsen af social dialog er en stor udfordring, når udgangspunktet er det egyptiske arbejdsmarked.
”I starten havde de svært ved at komme ind i den rette tankegang om, hvad social dialog reelt er. Nogle kom med ønskelister for, hvad de godt kunne tænke sig som bedre maskiner og rent drikkevand. Områder som man jo ikke kan ændre på gennem social dialog. Vi brugte derfor den første eftermiddag på at pejle dem ind på rette spor. Vi bad dem om at skrive ti emner, som de rent faktisk kunne tale om.”
Det egyptiske arbejdsmarked er stadig præget af de mange år, hvor alting blev statsligt styret – derfor er dialog mellem arbejdere og arbejdsgivere et helt nyt kapitel, de skal til at tage hul på, forklarer Wafaa Osama, der er Ulandssekretariatets programkoordinator i Egypten:
”Selvom vi ser en stigende privatisering af arbejdsmarkedet, hænger traditionerne fra den meget store offentlige sektor stadig ved. Vi har fortsat en mentalitet og nogle normer, der stammer fra det system, hvor alting blev reguleret gennem love. At få gjort op med det system er en af vores største udfordringer lige nu.”
Hun ser mødet mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne som et stort skridt i den rigtige retning:
”Mange udfordringer på arbejdsmarkedet er ude af vores hænder – som eksempelvis høje energipriser. Men nu har vi et udgangspunkt, og så kan vi arbejde videre med det, vi rent faktisk har indflydelse på.”
Langt fra Danmark til Egypten
Den danske model bygger på trepartssamarbejde, kollektive overenskomster og høj organisationsgrad. Det er et system, man ikke direkte kan kopiere og overføre til det egyptiske arbejdsmarked. Den danske models fleksibilitet kræver eksempelvis et offentligt sikkerhedsnet, der er meget langt fra egyptiske forhold, forklarer Ulrik Damm.
”Vi kan kun tillade et fleksibelt system, hvor det er nemt at fyre folk, fordi vi ved, vores samfund sikrer, at de stadig får tøj på kroppen. Der er ingen garanti for, at de vil få det i Egypten. Så du skal hele tiden tænke på, hvad kan de få ud af det, vi står og siger. Vi har også været lang tid om at nå hertil, og de skal ikke have dårlig samvittighed over ikke at være i mål i morgen”.
Men det betyder ikke, at egypterne ikke kan få konkret udbytte af social dialog på den korte bane – jo mere man inddrager sine ansatte, jo mere innovative og kreative bliver de nemlig på virksomhedens vegne, forklarer han.
Daglige rapporter om mord og korruption var for Kasper Palm et tydeligt tegn på, at man som dansker skal være varsom med at tro, at man kan skabe store forandringer på kort sigt:
”Det er svært at fortælle om vores system, hvor en uvildig dommer ordner uenigheder mellem parterne, når folk i Egypten samtidig bliver dømt til døden uden rettergang. Jeg har ikke illusioner om at redde verden, men jeg håber at kunne give inspiration og forklare andre, at det system har taget os 100 år at bygge op. Vores inspiration til jer er, at hvis man samarbejder parterne imellem, så kommer man længst.”
De er begge meget positive over resultatet af de konkrete handlingsplaner, som parterne fik lavet under seminaret – og tror på, at egypterne er kommet et skridt længere mod social dialog, fortæller Ulrik Damm:
”Hvis man ikke skal have én stærk mand, der bestemmer alt, så er der andre der skal bestemme. I den situation er der ikke så mange andre muligheder end at parterne kommer i gang. Nu har de friheden, så skal de bare have træningen i at bruge den. Efter seminaret sidder jeg tilbage med den tanke, at der virkelig er en vilje til at lave noget fornuftigt samarbejde omkring arbejds- og produktionsforhold.