Egyptens arbejdsgivere og fagbevægelse nærmer sig hinanden
Tre dage før seminaret om social dialog manglede de stadig en hel masse repræsentanter fra arbejdsgiverne. Wafaa Osama, der er Ulandssekretariatets programkonsulent i Egypten, havde travlt med at ringe rundt til forskellige virksomheder for at overtale dem til at deltage.
Mange arbejdsgivere var skeptiske over for at deltage på lige fod med fagbevægelsen. De mente, at fagforeninger pr. definition blot stiller urimelige krav om flere rettigheder og mere løn. Men med diplomatisk snilde og et godt netværk lykkedes det Wafaa Osama at få 29 repræsentanter fra arbejdsgiverne til at garantere, at de ville deltage.
Og dermed var en lille del af successen allerede i hus, da de to parter aldrig før har siddet i samme lokale.
Årsagen til at det lykkedes skyldes i høj grad om, at både den danske fagbevægelse og Dansk Industri var en del af arrangementet, fortæller Wafaa Osama:
”Mange egyptiske virksomheder aner ikke, hvad social dialog er – og de er ikke interesserede i at tale om rettigheder med arbejderne. Men der er ingen tvivl om, at arbejdsgiverne følte sig trygge ved, at repræsentanter fra både danske arbejdsgivere og fagbevægelse deltog side om side.”
Statslig styring
Seminaret, som foregik den 4. og 5. februar 2015, havde til formål at vise arbejdsgivere og fagbevægelse at social dialog er sundt for produktivitet, konkurrenceevne og anstændigt arbejde.
Det egyptiske arbejdsmarked er meget langt fra danske forhold med aftalemodeller og medarbejderinddragelse. Inden revolutionen eksisterede der kun en statslig fagbevægelse, og alting blev stort set reguleret gennem lovgivning og styret af staten. I dag ser man flere nye uafhængige faglige organisationer, men der har ikke været tradition for at inddrage de forskellige parter – og de har hidtil betragtet hinanden som modstandere.
Netop den holdning skulle seminaret forsøge at dæmme op for, fortæller Kasper Palm, faglig sekretær i Dansk Metal, der var med som oplægsholder. Derfor gjorde han meget ud af at forklare, at dialog skaber bedre forhold for både arbejdsgiver og arbejdstager:
”Argumentet er, at samarbejdet skal give noget til begge sider. Vi prøvede at forklare om krisen i Danmark for at eksemplificere det. Under finanskrisen krævede medarbejdere ikke samme lønstigninger som i opgangstider, for i stedet at beholde jobbene. Det budskab var vigtigt at give egypterne for at skabe forståelse for de fordele, social dialog har for både virksomheden og arbejderne”.
Kom længere end forventet
Inden seminaret havde Kasper Palm ikke de store forventninger til, hvor langt de ville komme. Men så meget desto større var glæden, da deltagerne satte sig sammen og begyndte at diskutere de forskellige forhold. Efter to dage havde de lavet konkrete planer for, hvad de skulle opnå, og hvornår de skulle mødes igen – og det resultat var mere, end de havde satset på, fortæller Kasper Palm:
”Jeg var bange for at tage derned og hjem igen, uden at der var sket noget – men de fik faktisk lavet en handlingsplan om flere emner, de ville gå videre med og fik udpeget nogle mennesker til at tage ansvar. Det synes jeg var stærkt og så langt havde vi ikke drømt om, at vi var kommet. ”
Samme toner lyder fra fagleder Ulrik Damm, der var med som repræsentant fra Dansk Industri. Selvom man aldrig kan vide, hvor langt parterne kommer, når de skal arbejde videre selv, ser han udfaldet som et kæmpe skridt i den rigtige retning:
”Man kan altid pege fingre om nogle måneder af alt, der ikke er lykkedes – vi ved jo godt, at implementering altid er det sværeste. Men så langt, så godt. Vores håb med seminaret var, at de kunne begynde at snakke sammen og bare sidde i samme lokale. Og vi gik altså derfra med plancher på væggene fyldt med ideer og konkrete planer om, hvem der skulle mødes hvor, og hvilke emner de skulle diskutere. Det er bestemt ikke kun vores fortjeneste. De havde virkelig en vilje til at nå i mål,” siger Ulrik Damm.