Balancegang i Myanmar
Det er kun et par år siden, at Myanmar åbnede op og tog hul på politiske reformer. Løsladelsen af nobelpristageren Aung San Suu Kyi og afholdelsen af relativt frie og demokratiske suppleringsvalg til parlamentet i 2012 vakte berettiget opmærksomhed. Myanmar har siden modtaget omverdenens økonomiske og politiske (delvise) støtte, er en voksende turistdestination og fik det store ridderslag i form af præsident Obamas besøg i landet sidste år.
I år har Myanmars hovedorganisation CTUM – efter at fagforeningsledere har tilbragt mere end tyve år i eksil – vundet en sejr ved at blive stiftet og officielt anerkendt. Det er vigtigt for Myanmars arbejdere, hvis økonomien først rigtig kommer på skinner. Tænk bare på arbejdsforholdene generelt i Asiens tekstilfabrikker.
Der er problemer, uro og spændinger i Myanmar, som stammer fra etniske, religiøse og politiske forhold, som blev synlige med de oversvømmelser i slutningen af juli, der har berørt op til en million mennesker og hvor militærregeringen igen valgte at politisere nødhjælpen og lade flere af de etniske områder i stikken.
Der er vedtaget en række love, der er stærkt diskriminerende overfor fx kvinder og etniske mindretal ligesom der har været flere voldelige overgreb på ikke-buddhister og ikke-burmanere i dele af landet.
Der er parlamentsvalg i Myanmar den 8. november, og alles (især i resten af verden) øjne er rettet mod Aung San Suu Kyi. Hun har forholdt sig påfaldende tavs overfor de systematiske overgreb, der finder sted mod de etniske grupper, især rohyingaerne og i Kachin-staten.
Aung San Suu Kyis parti National League for Democracy, NLD, har lagt afstand til den ikoniske ”88-generation”, som i sin tid stod for oprør mod militæret og blev idømt lange fængselsstraffe. Det er helte, som Aung San Suu Kyi gerne vil have på sin side, men hun siger også, at hun ikke vil have ”folk der tror, de ved alting” i NLD og holder derfor de mest kendte 88’ere ude. Samtidig har alle NLD-kandidater fået forbud mod at udtale sig til pressen foreløbig.
Der sker kort sagt ting i Myanmar, som kan være svære at forstå og forklare.
Ingen ved, hvor stor opbakning Aung San Suu Kyi rent faktisk har i befolkningen. Der findes ikke meningsmålinger i Myanmar. Men valgresultatet i november vil i sig selv ikke udløse kæmpe reformer og tigerspring. Aung San Suu Kyi kan ikke selv blive præsident, fordi hendes sønner er britiske statsborgere, og militæret sidder på 25 procent af parlamentets stemmer.
Det, sammen med en række andre faktorer, gør, at en positiv udvikling fremover vil afhænge af militæret. Det betyder i praksis, at den officielle støtte til Myanmar fortsat skal ske inden for nogle rammer, som vi fx i Danmark instinktivt ikke bryder os om.
Situationen i Myanmar siden 2012 har vist, at der på mange områder kan ske en glidende overgang til mere demokrati og åbenhed. Omvendt viser regeringen også handlekraft, når det drejer sig om at beskytte dens interesser, og lige præcis derfor er det vigtigt, at man gør sig klart, hvor langt man vil gå og på hvilke betingelser man vil yde sin støtte. Vi kan ikke acceptere militærregeringens retorik om, at der er særlige asiatiske værdier, hvori de grundlæggende menneskerettigheder ikke indgår. Sydøstasiatisk tradition og kultur var også (bort)forklaringen fra militærets side, da de blev indklaget for ILO for systematisk brug af tvangsarbejde.
Det understreger nødvendigheden af, at vi styrker de institutioner, der skal sikre disse rettigheder, herunder fagbevægelsen. Det er en type samarbejde, der kan fortsætte selv, hvis det er nødvendigt at trække stikket til støtte, der kanaliseres gennem regeringen. Og netop fagbevægelsen spiller en afgørende rolle for at sikre ordentlige arbejdsvilkår i et land, hvor investeringerne kommer i stor grad efter mange års isolation. Det er vigtigt at skubbe på og opmuntre den demokratiske udvikling – men det er mindst lige så vigtigt, at vi holder øjnene åbne og ikke undlader at sige fra overfor overgreb og krænkelser af frygt for at provokere militæret.