Jeg vil vække den befriende vrede
Darvin Rodriguez får som regel inspiration til sine monumentale kunstværker, når han går omkring i arbejderkvartererne i Tegucigalpa, den honduranske hovedstad. Håndværkernes hårde liv på byggepladserne giver næring til den sociale indignation, der driver den 28-årige honduranske billedkunstner.
“Som kunstner kan man ikke lukke sig ude fra den virkelighed, man lever i. Jeg viser arbejdende, magre og svedende mennesker med huller i tøjet. Ikke for at vække medlidenhed, men tværtimod for at hædre dem og give dem værdighed. Jeg vil gerne vække den befriende vrede i folket,” forklarer han.
Rodriguez lader sin vrede over magthavernes manipulationer, den kapitalistiske småborgerlighed og alle de etablerede normer få udløsning i meterhøje malerier. Nogle gange med idylliske og nuttede temaer, der kendetegner kitch-kunst. Andre gange med brug af tegneseriens virkemidler i stil med den amerikanske pop-art kunstner Roy Lichtenstein. Men altid med et bid til den etablerede verden, der synes, at man alene skal vise samfundets positive sider.
“Jeg kan ikke få mig selv til at male smukke billeder, der fortæller om et lykkeligt folk, når jeg i radioen hører om kup eller vold. Jeg kan ikke maskere virkeligheden og male noget, der ikke findes. Det vil jo medvirke til at skade samfundet,” mener han.
Rodriguez vedkender sig en figurativ og genkendelig stil i sin kunst. Men han har ikke meget til overs for de glade og dekorative landskabsmalerier, der oftest sælges på gallerier og i kunsthandler. Han kalder den slags malerier for en “degenereret arv” og “prostitutions-kunst”.
“Jeg vil gerne gøre den figurative tradition i Honduras værdig. Jeg anvender mange teknikker, der bruges i reklamer og tegneserier og maler næsten fotografiske billeder. Dermed kan jeg visuelt forføre folk, så de opdager, at der bag det genkendelige i billedet er et budskab,” fortæller Darvin Rodriguez.
Hans budskab er i høj grad at solidarisere sig med de hårdtarbejdende honduranere. Mennesker, der knokler på usle vilkår i både 20 og 30 år, men som kun oparbejder gæld. Rodriguez kalder det direkte for slaveri og opfordrer med sin kunst de utilfredse arbejdere til at tage kampen op og gøre oprør.
“Jeg tror på en kunst, der er aggressiv og samfundskritisk. Kunsten er ikke en leg. Den er en forpligtelse, holdninger og overbevisning. Kunst er den kultur, der er til for at bidrage med noget til folket. Kunsten har magt, og den kan ændre virkeligheden. Det ved jeg, den kan.”