Ung ’metaller’ i praktik i Uganda
”Ligegyldigt hvor man er henne i verden, så kan vi faglige unge altid lære en masse af hinanden. Og derfor glæder jeg mig rigtig meget til at komme afsted,” fortæller Rune fem dage før flyet flyver fra København med kurs mod Kampala.
Rune Albertsen, der er 26 år og ungdoms-konsulent i Dansk Metal, har prøvet flyveturen før. Det var i november, hvor Rune blandt andet mødtes med NOTU’s unge medlemmer, der er i alderen 25 til 30 år, og som repræsenterer både universitetsstuderende, sygeplejersker og arbejdere i stålindustrien.
”Det var en rigtig positiv oplevelse. De unge i NOTU brænder virkelig for det, de laver, og er rigtig stolte af det arbejde, de udfører.”
Men Rune fortæller også, at det ikke er uproblematisk at være ung i Uganda. Landet er – som hovedparten af de afrikanske lande – præget af en høj ungdomsarbejdsløshed. Det betyder, at mange unge efter deres uddannelse enten ender i arbejdsløshed eller finder et usikkert job i den uformelle økonomi:
”Den store ungdomsarbejdsløshed gør, at det er svært at forhandle løn og arbejdsvilkår, fordi arbejdsgiverne uden videre kan smide folk på gaden og hyre nogle andre.”
Derfor var ungdomsarbejdsløsheden også et af de punkter, som Rune drøftede med NOTU ungdomsorganisation i november.
Sociale medier i spil
Et andet centralt punkt var mulighederne for at få flere unge engageret i fagbevægelsen. En problemstilling, som Rune kender fra sit eget ungdomsarbejde i Dansk Metal.
”NOTU har lige som os svært ved at få de unge til at engagere sig i det faglige arbejde, og det bliver derfor også spændende at drøfte, hvordan de unge dernede løser de problemer endda med betydeligt færre ressourcer, end vi har her i Danmark.” Og netop det med at løse problemer hurtigt og med få ressourcer er noget af det, som Rune håber på at tage med hjem fra sin praktikperiode, fordi det er de rigtig gode til i Uganda, mener Rune.
”Jeg glæder mig til at få noget inspiration til, hvordan de i NOTU skaber lokal forankring og involverer de unge til trods for deres begrænsede muligheder for at besøge medlemmerne på deres arbejdspladser.”
En af Runes vigtigste opgaver bliver derfor også at styrke NOTU’s brug af sociale medier, da de unge via Facebook kan gå i direkte dialog med andre unge potentielle medlemmer og derigennem informere dem både om kommende aktiviteter og deres faglige rettigheder.