![Asien](https://www.ulandssekretariatet.dk/wp-content/uploads/2020/03/Asien-scaled.jpg)
Minearbejdere slider for en smule guldstøv
![](https://www.ulandssekretariatet.dk/wp-content/uploads/2020/03/img_6975_mary_dalang_nb1.jpg)
Langt ind i Cordillera-bjergkæden nord for Manila i Filippinerne findes de små familieejede guldminer. Man kan se dem med det blotte øje fra landevejen. Side om side ligger de som slumbyggerier i det stenede terræn – cirka 250 kilometer nord for Filippinernes hovedstad Manila.
Det er her, vi møder Marcel Pedro og Mary Dalang – to af de flere tusinde kvindelige minearbejdere, der dagen lang sidder under den brændende sol og sorterer sten – i forventningen om at når mudderet bliver vasket af, vil der være lidt guldstøv tilbage.
Arbejderne i de små miner i Benquet-distriktet er organiseret i familie-kooperativer. Der er 62 kooperativer med i alt 15.000 minearbejdere tilknyttet paraplyorganisationen BFSSMI (Benquet Small Scale Miners Incorporated). Ulandssekretariatet har arbejdet sammen med organisationen i et projekt, som får ud på at undervise minearbejderne i arbejdsmiljø og sikkerhed – og ikke mindst at advokere for at få arbejderne til at tilslutte sig den offentlige sygesikring, PhilHealth.
Der er nok at tage fat på, for arbejdet i de små miner foregår ved håndkraft med kun de mest basale redskaber og stort set uden sikkerhedsforanstaltninger.
Med pandelampe og håndkraft
En lille gruppe af kvinder iført gummistøvler eller klipklap-sandaler viser vej. Bag et buskads ved landevejen er der anlagt en lille smal sti langs bjergsiden hen til minen.
I minetunnelen arbejder mændene med at bryde bjergvæggen ind til guldåren. Fugten driver og der er buldermørkt inde i minegangen. Arbejdet må foregå i skæret fra pandelamper, og sikkerhedsudstyret består i bedste fald af en støvmaske. Udstyr som iltkontrol, hjelme og sikkerhedsfodtøj er noget, mændene kun kan drømme om.
Udenfor sidder kvinderne på hug i læ af en orange presenning og en opslået haveparasol. Det er her stenene, der måske indeholder guld, bliver grovsorteret. Senere skal guldet vaskes ud i et lille guldvaskeri i nærheden.
Marcel Pedro og de andre kvinder grovsorterer stenene uden for minen. Det har hun altid gjort, lige fra sin pure ungdom.
“Det er jo det, vi lever af,” fortæller hun og røber, at hun godt kunne drømme om et andet liv.
“Men det er ikke alle, der er så heldige at få lov til at arbejde på kontor, når de er færdige med skolen. Det ville jeg gerne, hvis jeg fik muligheden,” siger den 51-årige minearbejder.
Og det er da også det fremtidsønske, Marcel Pedro har for sin 15-årige datter.
“Bare hun finder sig et job, som ikke er i minerne. Alle forældre ønsker sig jo at deres børn vil få et bedre liv end dem selv,” siger hun.
Vi har kun guldstøv
Så heldige har teenagepigerne Reynal og Rachelle ikke været. De to 16-17 årige piger står foroverbøjede i det lille guldvaskeri og leder efter det fine guldstøv sammen med 30-årige Mary Dalang.
“Hvis der ikke er noget guld, så tjener vi ingenting. Men hvis der er, så kan vi få 200-300 pesos (cirka 30-40 kroner) for en dag,” fortæller hun.
De bor alle sammen lige i nærheden af minen. Så når kvinderne har arbejdet hele formiddagen, kan de hurtigt komme hjem og lave frokost til manden – og børnene, der passes af bedstemoderen. Derefter er det tilbage til minen og vaske guld indtil det bliver mørkt.
“Her er ikke nogen store guldstykker. Det er kun de store firmaer, der arbejder med store guldårer. Vi finder kun guldstøv,” forklarer Mary Dalang.
![](https://www.ulandssekretariatet.dk/wp-content/uploads/2020/03/img_6908_leona_bonifacio_nb2-scaled.jpg)
Ikke råd til sygeforsikring
Ingen af kvinderne ved minen og guldvaskeriet er endnu tilmeldt sygesikringen PhilHealth. De har dårligt råd, fortæller de.
Det koster omkring en dagløn – cirka 200 pesos – om måneden at være med i sundhedssystemet. Men netop arbejderne i de små mineindustrier er i ringere grad end andre med i systemet.
“Det går den rigtige vej, men det er nok kun en tredjedel af minearbejderne, der er med,” siger Janet M. Palaez, der er leder af PhilHealth i Benguet provinsen.
Konkret holder BFSSMI orienteringsmøder med minearbejderne om fordelene ved forsikringen. Arbejderne har også mulighed for at tilmelde sig og betale direkte til organisationen, fordi de ofte bor langt fra PhilHealth-kontorerne.
Andenrangs behandling
En af dem, der har haft glæde af PhilHealth er Leona Bonifacio. Hendes nu afdøde mand blev alvorligt syg med følgevirkninger af diabetes. Han måtte opereres og i flere omgange indlægges på hospital. Alt sammen betalt af PhilHealth.
“Hvis man ikke er medlem, så skal man selv betale, og man får en andenrangs behandling. Derfor er jeg rigtig glad for forsikringen,” fortæller hun.
Minearbejderne kender næsten alle sammen Leona, for hun arbejder i den lille butik, der sælger udstyr til minearbejdet. Her kan man købe alt fra gummihandsker og paraplyer til drivremme og kinesiske boremaskiner.
Det er Leona, der sørger for at kassen stemmer. Det gør hun blandt andet med henvisning til det håndskrevne oplslag i butikken:
“Credit is good, but we need CASH” – kredit er godt, men vi skal have kontanter.
En filosofi, der er almindeligt udbredt i minedistriktet i Banguet.