Fagbevægelsen i Bangladesh ønsker obligatoriske sikkerhedsgrupper
Sammenstyrtningen af en ulovligt opført fabriksbygning i Dhaka i Bangladesh får nu fagbevægelsen til at appellere til Vesten om at presse på for at få etableret obligatoriske sikkerhedsgrupper i tekstilindustrien.
Samtidig støtter Ulandssekretariatets samarbejdspartner, BILS (Bangladesh Institute of Labour Studies), den danske handelsminister Pia Olsen Dyhrs krav om, at dansk tekstilindustri offentliggør lister over underleverandører.
“Selvfølgelig vil det hjælpe at være åben om, hvilke underleverandører industrien benytter sig af. Enhver offentlig information er vigtig for at kunne holde arbejdsgivere og myndigheder ansvarlige,” siger assisterende direktør i BILS, Syed Sultan Uddin Ahmed.
Men han understreger især nødvendigheden af, at tekstilindustrien får etableret en arbejdsmiljøstruktur og opretter sikkerhedsgrupper på arbejdspladserne.
“Opbygningen af sikkerhedsgrupper er noget af det allervigtigste, og det internationale samfund bør lægge pres på myndighederne for, at sikkerhedsgrupper bliver gjort obligatoriske og en del af lovgivningen. Det vil være en enorm forbedring,” siger Syed Sultan Uddin Ahmed.
Dansk modetøj syet i kollapset bygning
Den dramatiske sammenstyrtning af den otte etagers bygning i industriforstaden Savar cirka 30 kilometer syd for hovedstaden Dhaka har sat internationalt fokus på tekstilarbejdernes vilkår i Bangladesh. Flere end 3.000 lavt betalte kvindelige tekstilarbejdere arbejdede i bygningen, der forud for kollapset slog revner på grund af byggesjusk.
Af frygt for sammenstyrtning turde arbejderne ikke opholde sig i bygningen, men arbejdsgiverne beordrede dem tilbage til arbejdspladsen. Indtil videre er omkring 400 konstateret dræbt, og mange hundrede savnes fortsat en uge efter kollapset. Og dødstallet ventes at stige.
Blandt de fem tekstilvirksomheder, der fik tøj produceret i den kollapsede bygning, er den dansk PWT Group med hjemsted i Aalborg. Firmaet har ifølge nyhedsbureauet Reuters haft systue i bygningen i syv år. Her produceres herretøj til kæderne Tøjeksperten og Wagner.
Pres på dansk tekstilbranche
Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) har meddelt, at hun vil indkalde repræsentanter for den danske tekstilindustri, blandt andre PWT, til møde om de tiltag, branchen kan gøre for at bedre forholdene i Bangladesh. Samtidig vil den danske regering tage spørgsmålet om generelle standarder op over for regeringen i Bangladesh.
“Branchen er nødt til at tage deres ansvar samtidig med, at vi tager det på dagsordenen over for regeringerne,” sagde Pia Olsen Dyhr i forbindelse med kollapset.
Hun skrev også på sin Facebook-profil, at de danske tekstilvirksomheder må “stille krav om ordentlige arbejdsforhold, andet er ikke acceptabelt. (…) Nu skal der ske noget.”
Ministeren har foreslået, at de danske virksomheder i lighed med svenske H&M offentliggør lister over deres underleverandører. Og at firmaerne stiller krav til disse underleverandører. Efter et officielt besøg i Bangladesh i december gav Pia Olsen Dyhr udtryk for et ønske om, at danske firmaer stiller krav om, at underleverandørerne skal sørge for kontrollerede forhold med overenskomster og ret til faglig organisering.
Brancheorganisationen Dansk Mode og Textil vil gerne i dialog med ministeren, men direktør Thomas Klausen siger til Ritzau, at der ikke kan blive tale om at offentliggøre leverandørlister. Han mener, det vil forvride konkurrencen.
Bangladesh har de senere år haft store vækstrater på seks og syv procent, primært fordi tekstilindustrien er vokset enormt. Det menes, at fire millioner, hovedsageligt kvinder, er beskæftiget i industrien – generelt med ringe løn- og arbejdsforhold.
Danske firmaer køber tøj i Bangladesh for mellem 1,5 og 2 milliarder kroner om året.