Den fattige mands cigaret rulles for sulteløn
Bidis er i mere end én forstand den fattige mands cigaret i en række asiatiske lande. I Indien koster de håndrullede tobaksblade 50 øre for 25 styk og ryges primært af de fattige. Og så fremstilles bidis for lønninger på sultegrænsen i den ’sorte økonomi’ – ofte i hjemmene, hvor arbejdsrettigheder ikke når dørtrinnet.
Den situation udnytter tobaksindustrien, lyder det fra SEWA, Self Employed Women’s Association, der er Ulandssekretariatets partner i Indien og kæmper for fattige kvinders vilkår på arbejdsmarkedet.
”Mange kvinder arbejder uden at kende til rettighederne, som loven giver dem. Uden jobsikkerhed går de til mellemhandlere, henter tobakken og så hjem igen og rulle hele dagen til en løn, som knap rækker til to måltider om dagen,” siger Jyoti Macwan, generalsekretær for SEWA.
Omkring en tredjedel af verdens fattige lever i Indien med 1,2 milliarder indbyggere. Så der er et stort udbud af desperate daglejere, der accepterer underbetaling.
En bidi-arbejder kan fremstille 700-1.000 bidis om dagen, og lønnen for 1.000 bidis kan være helt ned til 30 rupees – cirka tre kroner. SEWA kæmper nu for at hæve mindstelønnen til 90-100 rupees for 1.000 styk.
”Og det skal være i hele Indien. I dag svinger mindstelønnen fra stat til stat, og hvis kravene stiger et sted, så rykker industrien bare til en anden stat, hvor løn og rettigheder kan dumpes yderligere,” siger Jyoti Macwan.
Mødre og døtre tager slæbet
En dagsløn under 80-90 rupees rækker knap til to daglige måltider. Det får kvinderne, som udgør de fleste bidi-arbejdere, til at inddrage især døtrene i arbejdet. Det går ud over skolegangen, og sådan kan industriens pres på arbejdsrettighederne fastholde fattigdomsspiralen.
Indien forbød i 1986 det farlige tobaksarbejde for børn under 14 år. Men børn må gerne hjælpe i hjemmet, og det smuthul bruges. For tre år siden anslog Resource Center For Tobacco Free India, at over 1,7 millioner indiske piger arbejder med at rulle bidis.
Pension til kvinder
SEWA presser lovgivere og arbejdsgivere for at forbedre forholdene – og stemmer dørklokker for at oplyse om rettighederne. Og det går fremad.
”Tidligere kunne kvindelige bidi-arbejdere kun få pension i mandens navn, men den sag gik vi i retten med, så langt flere kvinder nu får pension. Men mange arbejder stadig uden sikkerhed i forhold til indkomst og sygdom. Derfor går vi fra dør til dør for at få arbejderne registreret med de id-kort, der egentlig er arbejdsgivernes ansvar. Dermed får de sikret rettigheder til at få dækket sygdom og stipendier til børnenes skolegang. Det er en god start,” siger Manali Shah, sekretariatsmedarbejder hos SEWA.
I de voksnes rækker på fabriksgulve
I nabolandet Bangladesh arbejder op mod 200.000 mennesker i bidi-industrien. 15 procent er børn, vurderer Amin Uddin, der selv har været bidi-arbejder i 15 år og nu leder fagforeningen Haragach Bidi Sramik Union.
Han mener, at staten ser gennem fingre med, at mindreårige på fabrikkerne indånder tobaksstøv og giftige dampe. Masker, handsker og udluftning tilbyder fabriksejerne sjældent.
”Jeg har set mange unge mænd få hjerteanfald efter års arbejde. Astma og tuberkulose er også almindelige følgesygdomme,” siger Amin Uddin.
Det anslås, at otte millioner indere fremstiller bidis. Med omkring 100 millioner bidi-rygere er Indien selv en stor aftager.