På arbejde med en jordemor i Nepal
Det er tidlig morgen i landsbyen Chandranighapur i det sydøstlige Nepal, da Binita Bakhrel stikker sit smilende, runde hoved indenfor på byens eneste café. Vi bestiller sukkersød nepali-te og sætter os forsigtigt på de vakkelvorne plastikstole med udsigt til den asfalterede hovedvej, som endnu ligger stille hen.
Binita Bakhrel har været jordemoder i 22 år. Et erhverv, som ikke er registreret og derfor er uden løn, faste arbejdstider og rettigheder som barsel og pension. Et faktum, som Binita Bakhrel og Nepals øvrige cirka 20.000 jordemødre sammen med den nepalesiske fagbevægelse GEFONT kæmper for at ændre.
”Jeg synes, regeringen udnytter vores ansvarsfølelse over for de gravide og fødende kvinder ved ikke at anerkende, at det at være jordemor er et arbejde, som skal aflønnes,” siger Binita Bakhrel.
Da vi rejser os fra caféen for at gå mod hospitalet, hvor Binita skal bistå en fødsel, er trafikken er ikke længere præget af morgenens fredfyldte ro. Tværtimod. Den ene overlæssede lastbil efter den anden brager gennem landsbyen og efterlader store støvskyer.
Vi når kun et par skridt, før en ung kvinde løber over vejen til Binita Bakhrel. Kvinden er højgravid, manden er stukket af til nabolandsbyen, og Binita hjælper med forhandlingerne mellem de to familier for at sikre den unge kvinde og hendes ufødte barn.
Knap er vi begyndt at gå igen, før endnu en kvinde stopper os. Binita giver råd om alt fra amning til sikker sex – og fra alkohol til vandladningsproblemer.
Jordemor i fødsel
Da vi ankommer på hospitalet, bliver vi mødt af flere ophidsende mennesker. Det er forældrene og svigerforældrene til kun 17-årige Komal, som nu har været i fødsel i omkring otte timer. Alle er bekymrede.
’Det nye hospital’, som Binita kalder det, er ikke større end tre rum, gulvet er beskidt, der er skodder for vinduerne, og sengene ligner noget fra et rumænsk børnehjem.
Binita Bakhrel træder ind på fødestuen og beordrer alle overflødige kvinder ud. Hun og doktoren udveksler hurtigt informationer, inden de vender opmærksomheden mod Komal.
Komal ligger helt stille. Hendes tynde krop og sprækkede fødder vidner om en hård tilværelse. Timerne snegler sig af sted, og den nervøse spænding stiger. Til sidst begynder Binita at presse direkte ovenpå den strækmærkede mave. Det ser voldsomt ud.
Den nyfødte drengs skrig skærer omsider befriende igennem den nervepirrende venten. Det strømmer ind med jublende kvinder i farvestrålende sarier. Binita giver mig et knus, mens den lille bliver svøbt i et beskidt klæde.
Binita Bakhrel vasker sine hænder hurtigt og professionelt under en spruttende vandhane. Hun kigger på mig og siger:
”Sådan en følelse kan løn aldrig give en. Det er grunden til, at jeg fortsætter med at være jordemor.”
Den overvældende følelse sidder endnu højt i brystet, da vi haster videre til næste arbejdsopgave.
Undervisning – og fast arbejde
Undervisningen foregår i en lille træhytte et par kilometer væk. Her venter omkring tyve kvinder på Binita Bakhrel, som er temmelig forsinket af den langtrukne fødsel.
Binita stiller sig straks op til en flip-over og fortæller om alkohol og vold i hjemmet. Hun understreger igen og igen kvinders rettigheder. Spørgsmålene er mange, og klokken er næsten fire, da Binita siger tak for i dag.
Binita Bakhrels mand holder udenfor på en larmende knallert, og med et stort kram tager vi afsked. Men Binitas egen dag er langt fra omme endnu. Først nu går hun i gang med det arbejde, som skal give hende og hendes familie mad på bordet.
Mens det endnu er lyst, skal hun først hjælpe sin mand i marken, så laver hun mad til familien, og derefter fletter hun kurve om aftenen, som hendes svigerinde sælger på det lokale marked. Alligevel har Binita måttet tage lån for at betale for deres hus og børnenes uddannelse.
Inden hun kører væk, råber hun til mig:
”At være jordemor er et arbejde, og derfor skal vi også have løn. Alt andet er urimeligt for os jordemødre, men også for de kvinder, som ikke kan få hjælp.”