Uddannelse er vejen til forandring
I den lille modebutik AfroChic i det hippe Osu kvarter i Ghanas hovedstad Accra er 21-årige Mercy Teye i fuld gang med sin arbejdsdag. Butikkens kunder er stilbevidste unge mænd og kvinder. Klokken er fem om eftermiddagen, og nogle kommer lige fra arbejde i smarte jakkesæt. Andre er unge studerende i flotte, farverige og mønstrede kjoler og skjorter.
At Mercy Teye arbejder i en modebutik, der er specialiseret i moderne design i afrikanske stoffer, syet af lokale skræddere, er egentlig en tilfældighed.
”Jeg kan overhovedet ikke sy, og jeg aner intet om design. Men ligesom de fleste piger kan jeg godt lide kjoler og mode,” siger Mercy Teye.
En dag gik hun forbi butikken og så, at de manglede en ekspedient. Hun gik ind og talte med chefen, og så fik hun jobbet. Sådan får man ellers sjældent job i Ghana. Ofte er ledige stillinger slet ikke slået op, og hvis de endelig er, er de alligevel tit afsat til en, chefen kender.
Mode og musik blomstrer
Mercy har arbejdet i butikken, siden hun blev færdig med gymnasiet. Butikkens motto er ’Dress Africa from within’, og det siger alt om den rivende udvikling, der er i gang i Ghana. I hvert fald i hovedstaden Accra.
Her sprudler unge af energi. Modescenen vokser, og musikbranchen skyder nye talenter ud med raketfart. Ghanas unge er connected via billige internetopkoblinger, og stort set alle har mobiltelefoner. Når der ikke er kunder i butikken, tjekker Mercy Facebook på sin mobil og opdaterer sig på det nyeste gossip.
Godt halvdelen af de 25 millioner ghanesere er under 20 år, men Mercy Teye mener, at de unge kun er vigtige for politikerne, når de jagter stemmer. Det gjorde de for nylig.
Ghana ved en korsvej
I december var der valg i Ghana. Op til valget flød Accras gader over af partiflag og valgplakater. Taler og festmusik bragede ud fra kampagnebilers lad. Tændte man for radioen, var der garanti for glohed, politisk debat.
Meget er nemlig på spil lige nu i Ghana. De seneste år har landet oplevet en økonomisk vækst, der har fået middelklassen til at boome. Oven i hatten er der fundet olie ud for Ghanas kyst. Det kan skabe mulighed for, at de fattigste ghanesere får del i samfundskagen, og at der bliver skabt flere job til de mange unge, der hvert år kommer ud på arbejdsmarkedet, men uden udsigt til et job. Men Ghana kan også risikere at gentage historien fra andre olierige lande i Afrika, hvor størstedelen af befolkningen aldrig har fået glæde af indkomsten fra olien.
Under valgkampen var der ingen grænser for, hvad politikerne ville gøre for ungdommen. Fri uddannelse og job til alle. Mercy Teye er overbevist om, at det er tom snak.
”Løfterne er glemt, når valgstederne lukker,” mener Mercy.
Mulighederne skal bruges
Selv kommer Mercy Teye fra den øvre middelklasse. Hun ved godt, at langt fra alle unge har det som hende, og hun har ikke tænkt sig at spilde sine muligheder.
Mercy drømmer om at blive sygeplejerske, så indtil hun skal i gang med studiet, vil hun arbejde og spare penge op.
”Uddannelse er den eneste vej til forandring,” siger hun.
I Ghana kan prisen på en uddannelse dog være høj, og unge er helt afhængige af, at forældrene har råd til at betale for en ordentlig skole. Det håber Mercy vil ændre sig i fremtiden, så alle vil få adgang til ordentlig uddannelse.