Mindstelønnen på Zanzibar er fordoblet
Den faglige hovedorganisation på Zanzibar, ZATUC, er begyndt at gøre en forskel for de cirka en million indbyggere. Et af de mest markante resultater er en forhøjelse af mindstelønnen i den private sektor på godt 100 procent, fra 70.000 shilling til 145.000 shilling – eller hvad der svarer til cirka 100 dollar om måneden. Det er første gang i flere år, lønnen er blevet reguleret.
På det årlige status- og rådgivningsmøde mellem LO’s og FTF’s Ulandssekretariatet og hovedorganisationerne i Østafrika – Kenya, Tanzania, Uganda, Rwanda, Burundi og Zanzibar – præsenterede ZATUC’s generalsekretær Mohammed Khamis en række fremskridt i deres fagforeningsarbejde, som er et resultat af et intensiveret samarbejde mellem Ulandssekretariatet og ZATUC de seneste tre år.
Generalsekretæren siger selv, at “forbedrede muligheder for at indgå i en social dialog med regeringen på øerne er det allervigtigste bidrag fra samarbejdet med Ulandssekretariatet.”
Social dialog i gang
For tre år siden anerkendte regeringen på Zanzibar dårligt nok ZATUC, og der var praktisk taget lukket for kontakter. I dag deltager ZATUC i 15 forskellige regeringsudvalg, lige fra udvalg om god regeringsførelse til arbejdsretten. De store fremskridt skyldes blandt andet træning i lobby-aktivitet, udveksling af erfaringer mellem hovedorganisationer i de østafrikanske lande og endelig forberedelse og præsentation af professionelle politikpapirer om udvalgte emner – for eksempel om beskæftigelse, når ZATUC deltager i møder med arbejdsministeren.
ZATUC – Zanzibar Trade Union Congress – er en lille hovedorganisation med 17.000 medlemmer fordelt på ni fagforeninger. De er dannet i 2003 som konsekvens af, at Zanzibar på grund af sin halvautonome status i forhold til arbejdsmarkedslovgivningen blev adskilt fra resten af Tanzania i 2001.
Flere kollektive overenskomster
Organisationen har haft held til at sammenlægge et par af de private og et par af de offentlige fagforeninger. Sigtet er at opbygge mere slagkraftige organisationer, der for eksempel kan forhandle kollektive aftaler i hus.
I løbet af det seneste års tid er det lykkedes at indgå otte overenskomster, primært om sikkerheds- og sundhedsforhold. Det er sket på baggrund af forhandlingskurser, som Ulandssekretariatet har gennemført i samarbejde med ZATUC.
Et nybrud i ZATUC’s aktiviteter har været den øverste ledelses beslutning om, at hver fagforening i ZATUC skal etablere kontakter til den uformelle økonomi. Det er lykkedes for et par af fagforeningerne, som har fået over 500 nye medlemmer, blandt andet taxachauffører og gadekokke.
I de faglige organisationer har man ændret kønsfordelingen, så kvinderne nu udgør 27 procent af fagforeningslederne og 63 procent på afdelingsniveau. Dertil kommer en regel om minimum 50 procent deltagelse af kvinder i ZATUC’s aktiviteter. Et ganske udsædvanligt tal i et 95 procent muslimsk domineret område.
Generalsekretær Mohammed Khamis har alt i alt fået vendt en organisation med et blakket ry til en anerkendt organisation, der bliver lyttet til fra regeringens side, og en række nye folk og aktiviteter er på vej frem i ZATUC.