Stående klapsalver til honduransk fagforeningsleder
Den honduranske hovedorganisation CUTH har længe drømt om at opføre sin egen fagforeningsskole, hvor de kan sende medlemmer på tillidsmandskurser, så de kan blive endnu bedre til at forsvare deres rettigheder og beskytte sig mod overgreb.
Drømmen kom et stort skridt nærmere virkeliggørelse, da de delegerede på Dansk Metals kongres i sidste uge bevilgede 100.000 kr. til formålet som den kontante håndsrækning, der følger med forbundets særlige solidaritetspris.
CUTH’s generalsekretær José Luis Baquedano var i Danmark og deltog i Dansk Metals kongres, hvor han på CUTH’s vegne modtog solidaritetsprisen. Det var hans andet besøg i Danmark, siden han for mindre end to år siden tiltrådte som ny generalsekretær. Under Baquedanos første visit her i Danmark besøgte han blandt andet metalskolen i Jørlunde, hvor han på et gæstemøde var i dialog med de tillidsvalgte kursister.
Ved prisoverrækkelsen refererede Metals afgående formand Thorkild E. Jensen netop fra Jørlunde-besøget:
“Du fortalte, at flere kammerater eller deres familiemedlemmer var blevet dræbt, og at disse forbrydelser aldrig bliver opklaret. Du berettede om trusler og væbnede overfald på din egen person. En af tillidsrepræsentanterne spurgte dig, hvad du kunne ønske dig for at forandre den svære situation for fagbevægelsen i Honduras. Du svarede, at din drøm var, at CUTH fik en fagforeningsskole.”
Thorkild overlod talerstolen og gav ordet videre til Baquedano med en afsluttende lykønskning:
“Det er mig en stor glæde, at Dansk Metal kan være med til at sikre, at fagligt aktive i Honduras kan få uddannelse og viden til at kæmpe for et anstændigt arbejdsmarked. Jeg vil ønske dig held og lykke med skolen.”
Modgang resulterer i flere medlemmer
Baquedano kom i sin takketale ind på den kendsgerning, at CUTH efter militærkuppet i 2009 har oplevet en markant medlemsfremgang stik imod magthavernes forventning og til trods for regimets massive undertrykkelse af oppositionen og ikke mindst af de fagligt aktive. 50 fagforeningsledere er blevet dræbt siden kuppet, og dødstrusler hører til dagens orden.
For CUTH og dets 18 medlemsorganisationer gør modgang stærk, og der står altid en klar, når en faglig leder forsvinder af den ene eller anden grund. Baquedano udtrykker det stærkest i én enkelt sætning: ”Nos tienen miedo porque no les tenemos miedo” De frygter os, fordi vi ikke frygter dem!
Baquedano takkede alle de delegerede på kongressen og lovede, at de til enhver tid skal føle sig sikre på, at hjælpen vil blive brugt effektivt og til alle medlemmers gavn. Han løftede blikket og henvendte sig indtrængende til alle i salen, før han til afsked slog fast: “Es un sueño hecho realidad” Dette er en drøm, som er gået i opfyldelse.