Sorgenfrey: Vi skal være solidariske
For FTF er det helt centralt at være solidarisk. Ikke kun herhjemme, men også uden for landets grænser, konstaterer organisationens formand Bente Sorgenfrey.
“Det er vigtigt for os, at vi gennem Ulandssekretariatet har mulighed for at bidrage til, at andre lønmodtagere i verden også får bedre vilkår. Det kan handle om uddannelsen som tillidsrepræsentanter, men også om hele demokratidiskussionen – at man får mulighed for at søge indflydelse.“
Forskellene bliver mindre
Ulandssekretariatet har aktiviteter i Asien, Afrika, Latinamerika samt i Mellemøsten og Nordafrika. Størstedelen af pengene kommer fra EU og Danida, men FTF’s medlemmer er også med til at finansiere arbejdet gennem deres kontingent. Hvad får de ud af det?
“De store forskelle, vi ser i verden i dag, bliver mindre, når vi får mulighed for at engagere os i bistandsarbejdet. På nogle punkter kan det sikre os mod, at vi bliver underbudt med dårlige vilkår af folk, der kommer andre steder fra, hvis man kan sikre, at de har gode vilkår derhjemme. Men drivkraften er at sikre, at lønmodtagere overalt i verden får nogle vilkår, vi kan være bekendt.”
Rådgiver ministeren
Bente Sorgenfrey er næstformand i Ulandssekretariatet og repræsentant i det helt nye Udviklingspolitisk Råd, der skal rådgive Danida og udviklingsminister Christian Friis Bach om udviklingspolitiske spørgsmål.
Det er første gang, FTF får direkte indflydelse på regeringens politik. Det er Bente Sorgenfrey på den ene side glad for. På den anden side er hun bekymret for, at den omdiskuterede ændring af Danidas struktur vil begrænse fagbevægelsens indflydelse.
Hidtil har LO haft næstformandsposten i den magtfulde styrelse. Den bliver nu nedlagt og erstattes af det nye og større råd og den mindre, men magtfulde Danidas Bevillingskomite.
“Jeg forventer nogle gode diskussioner af, hvordan vi fremadrettet styrker Danmarks position i det internationale bistandsarbejde. Det er vigtigt, at fagbevægelsens rolle ikke bliver undermineret, men at vi kan fastholde fokus på vækst og beskæftigelse,” siger Bente Sorgenfrey.
I udviklingsrådet vil hun – ud over vækst og beskæftigelse – særligt ytre sig om emner som kapacitetsopbygning, anstændigt arbejde og social dialog.
Ny udviklingsstrategi i FTF
Netop disse områder bliver centrale i den udviklingsstrategi, FTF er på vej med.
“Vi har brug for at udvikle en strategi, der er med til at styrke vores positioner i Ulandssekretariatet, og hvor både vi som hovedorganisation og vores næsten 80 organisationer kan være fælles om, hvilken retning vi skal gå.”
Bente Sorgenfrey peger her på yderligere fokus på Anstændigt Arbejde, som er et af FN’s 2015-mål om at afskaffe fattigdom og sult i verden, og hvor omfordeling er et nøgleord.
“Mange lønmodtagere har usle vilkår. Vi har lige set, hvordan H&M køber produkter af en virksomhed i Cambodja, hvor lønmodtagerne får to-tre kroner i timen og har arbejdsvilkår, som gør, at de besvimer af udmattelse. Sådanne vilkår kan vi være med til at pege ud. Vi er nødt til at have anstændige vilkår for lønmodtagerne,” siger hun.