”Når alle elever smiler, er min lykke gjort”

Et samstemmende og højtklingende – ”Good Morning Sir” – bruser mig i møde, da jeg træder ind over dørtrinnet til klasselokalet på 2. sal i den lille filippinske provinsskole i Barangay Kias. 52 forventningsfulde blikke inviterer mig indenfor i 1A. Eleverne sidder tæt stuvet sammen ved hver sin lille skrivepult. Lokalet er malet i lyse farver, forskellige klassesæt står på en reol ude ved den fjerneste væg og vinduerne står åbne på vid gab, for at varmen ikke skal blive for trykkende. Gennem et af vinduerne kan det blå-røde-hvide filippinske flag lige akkurat skimtes.

Klasselæreren, 40-årige Agnes Padsing Lomas-E, står nydeligt klædt oppe ved tavlen og går straks efter velkomsten i gang med undervisningen. Der står regning på skemaet denne første undervisningstime. Tavlen er skjult bag et lilla forhæng med hvid bord, der ligner et gardin.

Agnes trækker det til side og begynder at skrive gangestykker op på tavlen. 52 elever i samme klasse Der er musestille, indtil Agnes vender front mod eleverne og spørger, om der er nogen, som kan svare på det første regnestykke.

”Yes teacher” lyder det i kor efterfulgt af en skov af fingre, der ryger til vejrs for at markere.

Én elev udpeges og svarer. Hvis svaret er rigtigt, gentager alle 52 elever det, – det kollektive svar er som en lydbølge, der timet og tilrettelagt bevæger sig gennem lokalet. Samme forløb gentager sig ved de næste regnestykker. Agnes bevæger sig medlevende rundt blandt eleverne, mens øvelsen står på. Hun roser meget samtidig med, at hun indgyder disciplin.

Næste øvelse er et gruppearbejde, hvor eleverne skal samarbejde om at finde de rigtige svar. Jeg benytter gruppernes summen til at trække Agnes til side og spørge hende, hvordan det er at have 52 elever i samme klasse. Hun smiler imødekommende og forklarer:

”Det er først og fremmest krævende at holde kontakt med så mange på en gang. Der er dage, hvor jeg er helt ør i hovedet, når det ringer ud fra sidste time. Jeg har udviklet forskellige teknikker, som passer til mig som underviser. Den allerførste gang, jeg møder en ny klasse, er jeg mig meget bevidst om, hvor vigtigt det er at sætte sig i respekt, men på en tillidsvækkende måde. Ideelt set burde der ikke være mere end 25-30 elever i klassen, men det kan godt lade sig gøre at undervise 52 elever samtidigt”.

Lektielæsning på tom mave og i skæret fra en olielampe
Nogle af børnene har uniform på i grønne og hvide farver, men ikke alle.

”Det er ikke obligatorisk at gå med uniform, fordi den er så dyr i anskaffelse, at det ville hindre rigtig mange børn fra fattige familier i at gå i skole”, fortæller Agnes Padsing Lomas-E.

”Jeg har adskillige børn, der kommer fra familier, som lever langt under fattigdomsgrænsen (1,25 US$ pr. dag). Jeg har for eksempel et søskendepar i samme klasse, hvor faren tager sporadiske daglejerjobs, og hans kone er hjemmegående, fordi de har 11 børn. Begge børn i min klasse har haft hele år, hvor familien ikke har kunnet sende dem i skole, og derfor går de trods aldersforskel i samme klasse”.

Agnes kigger eftertænksomt hen på børnene i de to nærmeste grupper, som er ved at være færdige med deres gruppearbejde, inden hun fortsætter med lavmælt stemme:

”Jeg har besøgt familien flere gange, og det er bare så utrolig fattigt og trist. Alle 13 familiemedlemmer lever i et faldefærdigt toværelses skur med lerstampet gulv og uden rindende vand og elektricitet. Der er åbent ildsted midt på gulvet, og de bruger olielamper, når de skal have lys om aftenen. Der er dage, hvor de overhovedet ingen mad får. Det gør ondt langt ind i hjertekulen, hver gang jeg besøger dem. Deres fattigdom er ekstrem, men de er ikke de eneste, der lever sådan her i Kias. På denne baggrund er nogle af mine lykkeligste stunder som lærerinde, når alle elever smiler”, siger Agnes, inden hun beder børnene venligt men bestemt om at sætte sig på deres pladser.

Det myldrer med nye ansigter
De forhold Agnes beskriver, kan der både findes værre og bedre eksempler på rundt omkring i de filippinske grundskoler. Klasser med mere end 100 elever i er ikke noget særsyn. Der mangler at blive opført hundredevis af skoler og ansat tusindevis flere lærer, hvis den filippinske grundskole skal reddes fra den nedadgående tendens, der er registreret de seneste mange år.

Undervisningsministeriet opgjorde selv i starten af indeværende år, at der manglede 60.000 klasseværelser, for at møde det aktuelle behov. Et af problemerne er befolkningstilvæksten på 2,3 % årligt, eller cirka to millioner flere ansigter i det stærkt katolske land, hvor familieplanlægning ikke ofres nævneværdig opmærksomhed, tværtimod kan man sige.

Den katolske kirke nærmest modarbejder ethvert forsøg på familieplanlægning. To andre væsentlige problemer er den stadigt stigende skævhed i indkomstfordelingen og politikernes manglende vilje til at prioritere ordentlig uddannelse til alle.

“Grundskolen trænger til kunstigt åndedræt. Fra at have ligget helt i top i den sydøstasiatiske region, er Filippinerne ved at udvikle sig til regionens bundprop på uddannelsesområdet”, forklarer Ulandssekretariatets internationale konsulent for Asien, Jens Aarup på en direkte linje fra kontoret i Manila. Og han fortsætter:

”Det kan få uhensigtsmæssige følger for landets fremtidige udviklingsmuligheder. Filippinerne har en lang tradition for, at store dele af befolkningen på et tidspunkt i deres arbejdsliv arbejder i udlandet. Det er både med til at lette presset på det indenlandske arbejdsmarked og sikre en enorm strøm af likvide midler i form af fremmed valuta ind i landet”.

Den filippinske arbejdsstyrke har traditionelt været attraktiv på grund af et relativt højt uddannelsesniveau, herunder rigtig gode engelskkundskaber. Men som Jens Aarup formulerer det:

”Sættes dette over styr, samtidig med at andre lande i regionen opkvalificerer deres arbejdsstyrke, kan det få vidtrækkende konsekvenser for samfundsøkonomien og arbejdsmarkedet i Filippinerne på mellemlangt og langt sigt”.

Der er i den grad brug for lærere som Agnes og hendes kolleger og flere til. Uddannelsessektoren i Filippinerne skriger på en markant opprioritering og en ordentlig kapitalindsprøjtning kombineret med en trimmet og effektiv administration.

Så er der frikvarter
Da det ringer ud til frikvarter giver Agnes tegn til, at eleverne godt må rejse sig og gå ud at lege. I et splitsekund er alle ude af døren i fuldt firspring på vej ned ad den udvendige trappe. Nogen sætter sig i et hjørne og hyggesnakker, enkelte drenge prøver kræfter i en frisk brydekamp mens adskillige spiller bold inde på den overdækkede boldbane. Et kvarter senere ringer klokken ind til næste time, og 1A bevæger sig op til en lektion i filippinsk eller tagalog, som det benævnes af filippinerne selv.