Apartheid spøger i minetragedie
Sydafrika er fortsat i chok, efter at politi og sikkerhedsstyrker 16. august skød og dræbte 34 strejkende minearbejdere i byen Marikana. Forinden havde strejken for højere løn kostet 10 andre minearbejdere livet.
Episoden er den blodigste siden apartheid-styret, og den bliver sammenlignet med Sharpville-massakren i 1960, hvor 69 demonstranter blev dræbt.
Følelsen af deja vú forstærkes af, at landets politichef forsvarer nedskydningen af de strejkende, hvoraf flere rapporteres at have været bevæbnede med macheter og køller.
Sydafrikas faglige landsorganisation Cosatu fordømmer nedskydningen og er chokeret over rapporter, der viser, at flere af de dræbte minearbejdere blev skudt i ryggen. Den statslige undersøgelseskommission meddeler i en foreløbig udtalelse, at ”de fleste dræbte flygtede fra politiet, da de blev skudt.”
”Det bekræfter desværre vores værste frygt for systematisk politivold over for demonstrationer,” siger Patrick Craven, talsmand for Cosatu.
Tidligere i år blev tre arbejdere dræbt under en strejke i anden platinmine i Sydafrika.
Patrick Craven er også chokeret over rapporter om mishandling af 260 arresterede arbejdere i Marikana. Der er ubekræftede anklager om tortur og overfald, og flere af de anholdte kan ikke få nødvendig medicin mod tuberkulose og hiv, meddeler Cosatu.
Uroen i Marikana blev tilsyneladende forstærket af en strid mellem to fagforeninger, National Union af Mineworkers NUM, som er en del af Cosatu og har 300.000 medlemmer, og den konkurrerende fagforening AMCU. Striden var ifølge presserapporter med til at piske en hadsk stemning op under strejken.
FN: Lav løn og dårlig sikkerhed
De strejkendes krav om væsentlige lønforhøjelser afvises af minens ejer, det britiske selskab Lonmin, som er verdens tredjestørste udvinder af platin.
Ifølge FN’s arbejdsmarkedsorgan, ILO, er løn- og arbejdsforhold kritisable i Sydafrikas platinminer.
”Minearbejdernes løn er meget lav, og kun ingeniører og ledere får en høj løn. Der er desuden brug for at forbedre arbejdernes arbejdsmiljø og sikkerhedsforhold. Mange minearbejdere har svigtende helbred på grund af de farlige forhold,” siger Martin Hahn, minespecialist i ILO.
Kritik af mineselskab
Mineselskabet er kommet under beskydning for sin manglende dialog med de strejkende, og Sydafrikas regering har besluttet at undersøge Lonmins rolle i tragedien.
En af kritikerne er præsten Jo Seoka, der besøgte minen før massakren. Han opfordrer til en stærkere social dialog.
”Drabene i Marikana kunne være undgået, hvis Lonmins ledelse havde lyttet til arbejdernes bekymringer. Der var ingen grund til strejken eller volden. Det er bydende nødvendigt at begynde at bruge kollektive forhandlinger for at skabe et fredeligt miljø på vores arbejdspladser,” siger Jo Seoka.
Selv om apartheid-styret og den statslige racisme blev afskaffet i 1994, mangler de sydafrikanske arbejdere stadig mange rettigheder, og dialogen mellem arbejdsgivere og fagforeninger er ringe.
Under 10 procent af minens 28.000 ansatte er vendt tilbage til arbejdet i Marikana, og den seneste uge var der stadig uroligheder omkring minen.
Sydafrikas præsident Zuma har opfordret hele mine-sektoren til at hæve lønningerne. Regeringen forhandler med Lonmin om lønstigninger, men endnu uden resultat. Det er heller ikke lykkedes at få de strejkende minearbejdere med i en ’fredsaftale’, der kan sætte punktum for strejken.