Zambias lønmodtagere får solidt klap på skulderen
Stemningen er god i disse dage blandt lønmodtagere i Zambia. Deres regering har netop sikret dem en tiltrængt lønstigning. I juli annoncerede arbejdsminister og tidligere aktiv i fagbevægelsen, Fackson Shamenda, nye krav til mindstelønnen for landets lønmodtagere.
Det betyder, at mindstelønnen for husarbejdere bliver tredoblet fra 180 kroner til omkring 630 kroner om måneden. Ikke nogen formue, men dog en stigning, der vil gøre en stor forskel for den meget fattige befolkning.
Loven realiserer et af de valgløfter, som præsident Michael Sata gik til valg på i efteråret. Han slog netop på tromme for ’flere penge i arbejdernes lommer.’ Men hvor lønmodtagere klapper i hænderne, er arbejdsgiverne rasende og har lagt sag an mod staten. En sag, som ikke førte til noget, men som er udtryk for den konflikt, loven har ført med sig.
Manglende forhandling
Arbejdsgiverne har peget på flere områder, som, de mener, er kritisable. For det første skal loven implementeres midt i et regnskabsår, og for det andet har der ikke været nogen forudgående trepartsforhandlinger. Loven er blevet gennemført fuldstændig uden drøftelse med fagbevægelsen eller arbejdsgiverne.
Regeringen har efterfølgende indkaldt parterne til trepartsforhandling, men her valgte arbejdsgiverne at udeblive i protest.
Fagbevægelsen har udtrykt bekymring over den manglende dialog mellem regeringen og arbejdsgivere, men er ellers godt tilfreds med den nye lov, fortæller Jan Hjort, der er leder for Ulandssekretariatets kontor i regionen.
”Loven er et stærkt redskab for fagbevægelsen. Ud over en højere minimumsløn får man også et implementeringsredskab i lovgivningen, hvor lønmodtagere kan anmelde arbejdsgivere, som ikke overholder de nye minimumslønninger,” siger han.
Flere arbejdsgivere klager over, at forhøjelsen af mindstelønnen kommer til at betyde lukninger og fyringer. Her er fagbevægelsens holdning imidlertid, at virksomhederne har råd til lønstigningerne, forklarer Jan Hjort.
”Når det drejer sig om transportbranchen og husarbejdere, så er lønstigningerne ikke større, end at arbejdsgiverne kan betale uden de store problemer. I minesektoren er indtjeningen så massiv, at det sagtens kan lade sig gøre. Set fra arbejdsgiversynspunkt kan jeg godt forstå, at de ville have haft tid til at lægge budgetter. Men loven har været en del af regeringsgrundlaget, så det er ikke kommet som en overraskelse,” påpeger han.