”Nu viser Østafrikas fagbevægelse, hvad den kan”
”Hvor skal det næste måltid komme fra?”
Den bekymring optager i øjeblikket mange familier i verdens fattigste lande. For coronakrisen har gjort det ekstra sårbart at bo i et udviklingsland uden et socialt sikkerhedsnet, der griber, når en sygdom som covid-19 pludselig vender op og ned på hverdagen. Bekymringerne fylder alt for lokalbefolkningen, forklarer Søren Bjerregaard Jepsen, leder af Ulandssekretariatets lokale kontor i Østafrika.
”Vi mærker tydeligt frustrationerne og bekymringen for fremtiden, når vi taler med de få mennesker, der bevæger sig ud på gaden”
“Mange frygter, at de ikke har et arbejde at vende tilbage til efter corona, og det kan få fatale følger i de enkelte familier, for hvordan skal de så få mad på bordet? Derfor gør den lokale fagbevægelse en kæmpe indsats for at sikre, at helt almindelige mennesker ikke bliver glemt,” siger han.
Deltager i regeringens rådgivningsenhed
Det er blandt andet tilfældet på Zanzibar, der er en selvstyrende øgruppe i Tanzania. Her sidder formanden for hovedorganisationen ZATUC med i regeringens rådgivende kriseråd for corona, hvor han blandt andet kæmper for, at medarbejderne i den hårdt ramte turistindustri ikke bliver fyret uden kompensation.
”ZATUC er med til at sikre, at arbejdstagerne er beskyttet bedst muligt, at afskedigede og hjemsendte bliver behandlet ordentligt samt at regeringen og arbejdstagerne sikrer et ordentligt arbejdsmiljø og sikkerhed for dem, der går på arbejde. Særligt for ansatte i risikosektorer inden for sundheds- og transportområdet samt i medie- og servicebrancherne,” fortæller ZATUCs formand, Khamis Mohammed.
I en dansk sammenhæng virker det måske selvfølgeligt, at man på den måde inddrager arbejdsmarkedets parter i forhandlinger, der vedrører deres medlemmer. Men det er bestemt ikke givet i Østafrika, forklarer Søren Bjerregaard Jepsen.
”Fagbevægelsen har tilkæmpet sig retten til at blive hørt, ligesom vi historisk har gjort det i Danmark. Og det er klart, at man bliver betragtet som en mere seriøs forhandlingspartner, når man er konstruktiv og villig til at finde kompromisser, selv når det ser sortest ud. Og her er der ingen tvivl om, at den danske træning i social dialog kommer den østafrikanske fagbevægelse til gavn.”
Den danske model på udebane
Han henviser til det samarbejde mellem danske og østafrikanske arbejdsgivere og arbejdstagere, som siden 2013 har været med til at uddanne østafrikanerne i partssamarbejde. Inspirationen kommer fra den danske model, som dog er blevet tilpasset de lokale vilkår og traditioner på arbejdsmarkedet.
Ulandssekretariatet og Dansk Industri har stået bag rådgivningen omkring dialog og forhandling. Repræsentanter fra fagbevægelsen i lande som Uganda, Rwanda, Tanzania, Burundi og Kenya har fået vejledning i, hvordan man kan mødes ved forhandlingsbordet som konstruktive modparter, der arbejder på at finde fælles løsninger, der kan munde ud i fælles aftaler.
Undervisningen har fra fagbevægelsens side været møntet på indsatsen for at sikre arbejderne i Østafrika bedre løn- og arbejdsvilkår. Og det har samtidig handlet om at ruste arbejdsmarkedets parter til at være centrale samarbejdspartnere for deres lokale regeringer.
Trepartsaftale sikrede overenskomster
Efter coronakrisen også har ramt Østafrika har forhandlingsmetoden skullet vise sit værd i en svær tid, hvor regeringer verden over har lukket deres lande og dermed også arbejdsmarkeder ned. Og det har den heldigvis også gjort, fastslår Søren Bjerregaard Jepsen.
”I Kenya har Ulandssekretariatets samarbejdspartner, hovedorganisationen COTU, eksempelvis været med til at sikre en trepartsaftale, som betyder, at regeringen og arbejdsgiverne ikke fik held til at suspendere gældende overenskomster med henvisning til coronasituationen. COTU gjorde sin pligt og naglede sig fast til forhandlingsbordet og krævede, at gældende aftaler om løn- og arbejdsvilkår ikke måtte sættes ud af kraft. De måtte æde nogle kameler, men de tog ansvar og landede det bedst mulige forlig for lønmodtagerne, situationen taget i betragtning, forklarer han.
Også i Rwanda har den danske træning vist sig at give pote. Hovedorganisationen CESTRAR og arbejdsgiverne har blandt andet forhandlet en aftale på plads med regeringen, som sikrer økonomisk hjælp til små og mellemstore virksomheder. Til gengæld har virksomhederne forpligtet sig til at betale løn til hjemsendte medarbejdere.
Krisen kan blive hård i Afrika
Desværre er der meget der tyder på, at coronakrisen kan få langvarige konsekvenser i Afrika. FN’s udviklingsorganisation UNDP vurderer, at op mod halvdelen af alle job på kontinentet kan forsvinde i coronaens kølvand.
Derfor vil Ulandssekretariatet fortsætte med at støtte fagbevægelsens coronaindsatser i både Øst- og Vestafrika. Det gælder både i forhold til det langsigtede arbejde med at sikre helt almindelige afrikanere ordentlige løn- og arbejdsvilkår, men det handler også om at sikre arbejderne korrekte værnemidler samt mad og medicin.
”Vores indsats går på to ben. Der er her og nu-indsatsen som handler om at holde sygdom og sult fra døren. Og så er der det mere langsigtede arbejde, som handler om at styrke fagbevægelsen, så den kan fortsætte arbejdet for bedre vilkår for helt almindelige afrikanere. Det er nu, fagbevægelsen i Østafrika viser, hvad den kan,” siger Søren Bjerregaard Jepsen.
Læs mere om dialog og forhandling i Østafrika her.
