Motorcyklen tjener pengene ind
26-årige Ezechiel kører moto-taxi i Kigali, hovedstaden i rwanda – et af Afrikas mindste lande. ligesom tusindvis af andre unge gør det, for motorcykeltaxierne er det mest almindelige transportmiddel i byerne og dermed en uundværlig del af rwandas uformelle økonomi.
“Blå er min yndlingsfarve. Derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at det skulle være en blå motorcykel, da jeg for et halvt år siden fik mulighed for at låne penge til at få min egen,” fortæller han.
Ezechiel er, ligesom mange af de andre, der kører moto-taxi, medlem af fagforeningen og motor-kooperativet ASSETAMOrWA. For det er kooperativet, der giver de unge chancen for at komme væk fra gaden og få en indkomst, der kan forsørge en hel familie.
Her kan de unge taxachauffører få deres kørekort, og her kan de låne pengene til den motorcykel, der skal være deres livsgrundlag. Cyklen koster omkring 15.000 kroner, inklusive skatter og forsikringer. Og pengene skal betales tilbage i løbet af et år. Men det vilkår er Ezechiel godt tilfreds med.
“Jeg har jo aldrig haft så mange penge, at jeg kunne købe en motorcykel. Faktisk kan man godt sige, at jeg er fattig. Derfor er jeg rigtig glad for, at jeg har fået denne chance i kooperativet. For det giver mig jo et håb,” siger Ezechiel, som vældig godt kunne tænke sig at blive rig.
“Måske bliver jeg det. En dag. Så vil jeg bygge et godt hus til min familie. Og jeg ville hjælpe andre. Jeg vil altid arbejde hårdt, og når man gør det, så bliver man måske rig en dag.”
Tidoblet løn
Ezechiel er vokset op i bydelen Gi kondo, et arbejderkvarter syd for Kigali centrum, hvor de små røde jordveje mellem boliger og småbutikker støver om sommeren og forvandles til én stor mudderpøl i regntiden.
Her bor han sammen med sin kone Francoise og deres to drenge, Mister Brown, der er seks år og går i børnehaveklasse, og lille Mister Bonfils, der bare er fem måneder.
Ezechiel droppede ud af skolen efter 6. klasse og levede i nogle år som mange af sine jævnaldrende af at køre cykeltaxa og vaske biler. Men nu har han genoptaget sin skole – om aftenen. For siden han fik motorcyklen, er hans dagløn tidoblet – fra 10 kr. til 100 kr. på en dag. Og det er ikke så dårligt i et land, hvor en daglejer i en te- eller kaffeplantage bliver betalt 7 kroner for en hel dags hårdt fysisk arbejde.
Hver morgen ifører Ezechiel sig den obligatoriske kørevest og styrthjelm, tager passager-hjelmen over armen og er ved syv-tiden klar til at tage passagerer op fra sin faste taxaholdeplads.
De er ti moto-taxier på hver holdeplads, og Ezechiel har været heldig at få en plads ved den store autoforhandler Gorilla Motors på en af byens største indfaldsveje. Det giver masser af kunder i morgen- og aftenmyldretiden. Næsten alle motorcyklisterne har malet et lille motto på den plade, der egentlig er beregnet til registreringsnummeret.
Ezechiel har skrevet “Kub aho Niwe” – du kan ikke leve uden Gud. For han er stærkt troende baptist og går i kirke hver eneste uge.
“Jeg håber selvfølgelig, at jeg kommer i himmelen. Og så måske en dag at få råd til en bil. Jeg har bare ikke pengene nu, men jeg får jo snart min eksamen. Så måske. Senere.”
