Kvinder aktionerer for demokrati i Zimbabwe
Hvad de har gjort? Demonstreret for retten til at demonstrere og for ytringsfrihed. Skrevet grafitti, hvor de kræver, at rigspolitichefen i hovedstaden Harare går af, fordi han ikke er uafhængig, men arresterer dem, der støtter oppositionen mod den omstridte præsident Robert Mugabe. For nylig gik 500 kvinder ind i parlamentet for at kræve decentralisering af magten i en ny forfatning, der er ved at blive skrevet.
Lederen af WOZA, Jenni Williams, går forrest. Hun har været i fængsel over 40 gange og er blandt andet hædret af den amerikanske afdeling af Amnesty International for i næsten ti år at stå i spidsen for WOZA.
Lige nu står Jenni Williams anklaget for kidnapning og tyveri sammen med en anden leder af WOZA. De har indtil videre været i retten 20 gange, senest i slutningen af juli.
“Det er et forsøg på at miskreditere WOZA”, siger Jenni Williams, der også fortæller om vidneudsagn, som laves om i retsbogen. Nu er sagen på vej til Højesteret.
Kvinderne i Zimbabwe lider hårdest under den politiske krise, der startede i 2000, da oppositionen for første gang truede Mugabe ved et valg. Ved det seneste valg i 2008 var der omfattende vold mod tilhængere af oppositionen. Folk blev tortureret, men ikke dræbt. De skulle tjene til afskrækkelse for andre politiske aktivister. Jenni Williams sad dengang i fængsel i seks uger og holdt sig oppe ved at minde sig selv om, at WOZA måtte have styrke til at bekæmpe de uretfærdige angreb.
Kvinderne rammes dobbelt af krisen. Dels stiger volden mod kvinderne i hjemmene, som det ofte sker i et samfund under pres. Og dels er det kvinderne, der tager sig af familien, og derfor rammes ekstra hårdt af økonomiske problemer.
Det har store personlige omkostninger at være aktiv på Jenni Williams’ niveau. I juli 2003, netop da WOZA var blevet etableret, blev hun arresteret og hendes sønner truet med at blive sendt i en politisk ungdomslejr. Lejrene bliver brugt af Mugabes parti til at mobilisere unge til en ungdomsmilits, der under påvirkning af narkotika angribermodstanderne af regimet. Sønnerne slap, men Jenni Williams‘ mor krævede, at de kom til Storbritannien for at bo hos hende. Også deres far flyttede, så i ni år har familien nu levet adskilt.
Men arbejdet er vigtigt, siger Jenni Williams.
“Siden jeg var meget ung, har jeg ønsket at finde ud af, hvordan kvinder kunne handle sammen, mens de talte om deres egne forhold. For mig er det vigtigt at ændre den enkelte kvindes opfattelse af hendes eget medborgerskab. Hvis WOZA’s arbejde kan ændre hende, vil hun kunne ændre det zimbabwiske samfund”.
Jenny Willimas’ motto er “Tough love. The power of love can conquer the love of power” – det betyder noget i retning af “Hård kærlighed. Kærlighedens magt kan overvindekærligheden for magt”.