47 børn, 1 pædagog, 2 bamser og en kugleramme
I regntiden kan man kun komme op til Mulindis te-børnehave med en firehjulstrækker med træk på alle hjul. Eller man kan gå. Højt op til toppen af en stejl bakkeskråning.
Og det gør alle børnene hver morgen inden klokken otte: trasker sammen med deres mor op til børnehaven og nedad igen om eftermiddagen klokken fire. Ofte med fem-ti kilometers yderligere travetur på landevejen foran sig.
Det er Adeleine, der passer børnene hele dagen. Hun er alene om de 47 drenge og piger mellem tre og seks år, så disciplinen er stram. Og der er ikke megen adspredelse i de tre stykker legetøj – to godt brugte bamser og en kugleramme – som børnene må deles om. Så dagen går i en vekslen mellem at lege sanglege og lære tallene i noget, der kan minde om en skoleklasse. Og så er der tre timers tvungen middagssøvn.
Børnehaven blev startet i 2009 af Rwandas fagbevægelse, CESTRAR. Før den tid måtte mødrene tage deres børn med i temarken.
“Her var børnene overladt til sig selv blandt slanger og andet kryb, og de var hele tiden i fare for at falde i vandingskanalerne mellem buskene,” fortæller Jacqueline Mukanyiriaira, der er tillidskvinde og CESTRARs repræsentant på te-fabrikken.
Kvinderne, der arbejder i te-marken, er daglejere, og ikke alene tjener de bare otte kroner om dagen, de har meget få og begrænsede sociale rettigheder. F.eks. har de ikke ret til de seks ugers barselsorlov med løn, som fastansatte kan få. Daglejere forventes at føde og komme tilbage på arbejde i løbet af et par dage.
Som f.eks. 21-årige Clarisse Mutuyimona, der måtte vende tilbage til markarbejdet efter en uges hvile, efter at hun havde født sin første søn. Nu bærer hun ham i en bylt på ryggen, mens hun hakker ukrudt væk.
Men forholdene betyder, at nogle kvinder må opgive at komme tilbage til plantagen. Og hvis de er nødt til at arbejde, så må de ofte tage babyens større søskende med som børnepassere. Med det resultat, at de større børn ikke kommer i skole.
Fagbevægelsen i Rwanda arbejder for at få forbedret forholdene for daglejere i den uformelle økonomi. Men det er en kamp op ad bakke, eftersom regeringen har liberaliseret arbejdsmarkedslovene for at tiltrække investeringskapital til nye virksomheder, fortæller formanden for CESTRAR, Eric Manzi.
Et af tiltagene er te-børnehaven i Mulindi. Nu kan kvinderne få passet deres børn mens de selv er i marken, og børnene får tilmed en smule fælles-undervisning i tal og bogstaver i en lille skolestue.
Selvom CESTRAR har lagt adskillige tusinde kroner i at få institutionen etableret, så er forholdene meget basale. En lille have, et par toiletter og en bygning med en mørk skolestue og et soverum med små stationære vugger.
“Vi har ikke rigtigt noget legetøj til børnene. Men vi må få det bedst mulige ud af det, så tiden går med undervisningen og sanglege,” siger børnepasser Adeleine.
Ideen med gratis børnehaver for daglejerne har nu bredt sig til en række andre te- og kaffeplantager i Rwanda.
Se en video fra børnehaven