Zimbabwe: Kinesiske arbejdsgivere kontrollerer 80 procent af produktionen

”Hvor stort er det?”, spørger jeg Nathan Banda, som sidder over for mig på Diamanten ved havnekajen i København.

”80 procent”, siger han.

”80 procent – af minerne, byggeriet, produktionen?”, spørger jeg chokeret.

”Ja. Kineserne kontrollerer 80 procent af produktionen i Zimbabwe”.

Jeg spørger om omfanget, efter at Nathan Banda har fortalt mig, at de kinesiske arbejdsgivere i Zimbabwe er fuldstændig ligeglade med regler og beskyttelse af arbejderne. Banda er ansvarlig for arbejdsmiljøarbejdet i Zimbabwes landsorganisation ZCTU.

”Vi kommer til byggepladser, hvor der ikke er toiletter, og hvor bygningsarbejderne arbejder uden beskyttelse. Der er mineområder, hvor der hverken er toiletter eller ordentlige steder, hvor arbejderne kan sove. Lønnen er elendig, og hvis nogen brokker sig, så er der andre arbejdsløse, der står og venter på jobbene”, fortæller Nathan Banda.

Han var med, da bygningsarbejdernes fagforening for et stykke tid siden besøgte en byggeplads, hvor den nationale boligfond har ansat en kinesisk entreprenør til at stå for byggeriet af lejligheder.

Der fortalte arbejderne om misbrug, tæsk og løn, der ikke bliver udbetalt. En af arbejderne fortalte, at han var faldet ned på et fundament og var kommet til skade. Hans arbejdsleder havde reageret ved at jage ham væk fra byggepladsen og erklære, at han ikke fik sin løn. Arbejderen kom tilbage efter en måned, fordi det var hans eneste mulighed for at tjene penge.

Ifølge loven kan arbejderne stoppe arbejdet, hvis det er farligt. Det var, hvad forbundet opfordrede dem til at gøre på byggepladsen. Det skete også, men der kom ikke meget ud af det. Frygten for at blive fyret er for stor.

Arbejdsmarkedslovene i Zimbabwe stammer fra den britiske kolonitid. Fagbevægelsen har brugt dem som løftestang til at få forbedringer på virksomhederne. Men siden kineserne indtog Zimbabwe, er det gået nedad bakke. ”Men det er også lokale arbejdsgivere, der bryder reglerne. Det sker overalt nu”, siger Banda.

Mugabes ministre har aktier i de kinesiske virksomheder

ZCTU har mellem 250.000 og 300.000 medlemmer og er den stærkeste kraft i oppositionen i et land, hvor arbejdsløsheden sidste år nåede 90 procent, og hvor 70 procent af befolkningen får direkte fødevarehjælp.

Robert Mugabe sidder som præsident. Godt nok i en enhedsregering med Morgan Tsvangirai som premierminister. Tsvangirai er leder af det største oppositonsparti til Mugabe, Movement for Democratic Change (MDC). Selvom Mugabes ZANU-PF kun har halvdelen af ministrene i regeringen, og MDC og et andet oppositionsparti resten, så er det reelt ZANU-PF, der sidder med magten, fortæller Nathan Banda.

”Mr. Mugabe har sørget for, at MDC’s ministre sidder der, hvor der skal leveres, for eksempel i Arbejdsministeriet. Men ZANU-PF sidder på sikkerhedsapparatet– og dermed magten”.

Politikerne og ministrene fra ZANU-PF har også penge i virksomhederne.

”Der er mange af dem, der har aktier i de kinesiske virksomheder. Derfor kan de få lov til at gøre, hvad de vil. De er ligeglade med regler og beskyttelse af arbejderne. For dem handler det kun om at tjene penge”, siger Nathan Banda.

Det er LEDRIZ – Labour Economic Development Research Institute of Zimbabwe – der har opgjort kinesernes økonomiske investeringer. Jeg spørger Banda, hvordan det kan gå til, at de er så massivt i Zimbabwe.

”The sanctions” – sanktionerne – lyder det lakonisk. De vestlige lande har lavet målrettede restriktioner mod præsident Mugabe og hans familie og halvoffentlige virksomheder. Det rammer hele landet, siger Nathan Banda. Da der var gået noget tid med det, besluttede politikerne ”at se mod øst”. De inviterede kineserne ind, og de kom med glæde. Faktisk var det hele Afrika, der blev ramt af  restriktionerne, for den Afrikanske Union stillede til forhandlinger med Mugabe i delegationen, og så ville blandt andet EU ikke forhandle. Kineserne er da også i hele Afrika. Det er svært at få tal på, men det britiske tidsskrift Economist skriver, at alene Kinas samhandel med Afrika er 6-7 doblet siden 2003. I 2010 blev der handlet for mere end 120 milliarder dollar mellem de to. Det svarer til over 600 milliarder kroner. I de sidste to år har Kina givet flere lån til fattige lande, især i Afrika, end Verdensbanken, skriver Economist.

I sidste måned indgik Kina og Zimbabwe en låneaftale. Det var Zimbabwe, der lånte op mod tre milliarder kroner af de gavmilde kinesere. Der er ikke noget, der tyder på, at samarbejdet med kineserne stopper foreløbig – og det bliver vel at mærke stadigvæk på deres præmisser.

Men ZCTU arbejder ufortøvet videre. Med arbejdspladsbesøg, med kurser i arbejdsmiljø, med træning af tillidsfolk. Mange af medlemmerne i ZCTU er også politiske aktivister, og det er i regeringen, der skal ske en ændring, før der for alvor kan ændres på arbejdsforholdene. Men det har lange udsigter, siger Nathan Banda.

”Mr. Mugabe vil gerne have et valg så hurtigt som muligt, men i ZCTU vil vi først have lavet en forfatning, som civilsamfundet har haft indflydelse på”.

Men hvordan kan det ske, når Mugabe og ZANU-FP sidder på magten, spørger jeg.

”Det er en lang proces. Måske bliver den første forfatning stemt ned, og så må der laves en ny. Det er ikke til at vide, hvordan det vil forløbe”, siger Nathan Banda.

Lige nu mobiliserer Robert Mugabe ungdommen med slagord imod udenlandske sanktioner. Sydafrika er på vej med en plan for ændring af valgloven og visse forfatningsændringer. Befolkningen er tavs, – stille, fortæller Nathan Banda. Alle frygter, at volden fra valget i 2008 vil komme igen. Dengang var der et blodbad op til valget. Men tavshed kan være ildevarslende, siger han. Den kan være et tegn på, at der snart sker noget helt andet.

Nathan Banda er i Danmark for at tale til 1. maj arrangementer i Haderslev, Horsens, Århus og Brønderslev.

Øvrige kilder: Udenrigsministeriet, www.theworker.co.zw, The Economist: http://www.economist.com/node/18586448