Vandhanestøberen Osama
Osama Ibrahim el Aziz er 28 år og passer ovnen i sin fars messing smedje i Alexandria. Her støber de vandhaner hver dag fra klokken otte om morgenen til otte om aften, og længere endnu hvis der er ekstra bestillinger.
Smedjen ligger i Abu Durdor, en af Alexandrias ældste bydele hvor der er værksteder af alle mulige slags: smedjer, træværksteder, bilmekanikere og diverse reparatører. Smedjen, hvor Osama arbejder, ligger i en mørk gyde. Her får de kun den sol, som trænger igennem et hul i loftet, når den står højest på himlen midt på dagen.
Der er tre arbejdere i smedjen. Ibrahim arbejder med forberedelse af den blanding af sand og ler, som skal i støbeformene. Han banker blandingen tæt i formen og laver et aftryk af det produkt, som skal støbes. Det er også ham, der efter støbningen renser og sliber det færdige produkt.
Osama passer smedjens ovn. Den er i gang det meste af dagen, og her smeltes gammelt messing. Når det er flydende, hælder han det i de klargjorte forme og laver nye støbninger. Osamas far, som startede smedjen for 45 år siden, er en ældre herre og går derfor kun under navnet el Hagg – den gamle. Arbejdet i smedjen er for fysisk hårdt for ham, så han passer salg og bestillinger og ser til, at alt går rigtigt for sig.
Ingen job
Osama har arbejdet i smedjen i seks år. Han er uddannet socialarbejder og har en drøm om at åbne et kontor, hvor han kan tilbyde hjælp og ydelser til Alexandrias fattige. Men det kræver en startkapital, og sådan en er svær at skabe uden en indkomst.
”Det er ikke til at finde arbejde i Egypten. Hverken for mig eller for mine venner, som er uddannede ingeniører og andet. Mursi (Egyptens nuværende præsident fra det Muslimske Broderskab) siger, at vi alle sammen skal arbejde. Men hvordan skal vi det, når der ingen job er at få? Gør han grin med os,” spørger Osama og ryster på hovedet.
Et andet problem er de lave lønninger. Osama er økonomisk bedre stillet ved at arbejde med sin far i smedjen, end han ville være i et job, hvor han kunne bruge sin uddannelse.
”Lad os sige, at jeg fandt et job som socialarbejder på et hospital. I sådan et job ville jeg måske kunne tjene 200 pund (cirka 160 kroner) om måneden, hvoraf de 50 pund ville gå til transport frem og tilbage til arbejde. Det ville efterlade mig med så lidt, at det ikke er anstrengelsen værd. Men hvorfor så overhovedet tage en uddannelse?”
Alle kneb gælder
I smedjen arbejder de på bestilling fra forskellige opkøbere, og de har mærket en markant forandring i efterspørgslen de seneste år.
”Tidligere samarbejdede vi med de andre smedjer i området, vi arbejdede med forskellige produkter og kunne hjælpe og supplere hinanden. Sådan er det ikke længere. Efterspørgslen er faldet, så konkurrencen er steget. Nu gælder alle kneb for at sikre sit eget arbejde,” siger Osama.
Den faldende efterspørgsel skyldes både landets dårlige økonomi og den politiske ustabilitet de seneste år. Men det er også et resultat af de globaliserede markedskræfter, forklarer Osama.
”Når økonomien er dårlig, går folk efter de billige varer, og dem kan de få importeret fra Kina. Men de produkter holder højest et år. Vores er håndlavede og robuste og holder et helt liv.”
Håb om en bedre fremtid
Osama er stolt af det håndværk, han producerer. Men efter seks år i smedjen kan han mærke, at arbejdet er hårdt for hans helbred. Det er fysisk tungt og hårdt, og der er konstant røg og støv i luften. Men han er også taknemmelig for at have et job.
Han tror på, at der venter ham og Egyptens unge en bedre fremtid, ordentlige arbejdsforhold og ordentlige penge, men også, at det kræver tålmodighed.
Han var fuld af håb, da folket pressede Mubarak til at gå af som præsident i 2011, og han var med på gaden og til demonstrationerne fredag efter fredag. Det er han ikke længere, han orker det ikke. Fredag er hans eneste fridag, og han har brug for at lade op til ugens arbejde.
Nu handler det for ham først og fremmest om at få den lille smedje til at løbe rundt, så familien kan få mad på bordet, og han kan spare op til at blive gift og skabe sig en fremtid.