Egyptens tjenestepiger organiserer sig
Egyptens hushjælpere – eller med et lidt gammeldags udtryk, tjenestepiger – har for første gang nogen sinde sluttet sig sammen i en faglig organisation.
Indtil revolutionen i januar og februar sidste år var det forbudt for hushjælpere at organisere sig. Men efter Mubaraks fald har flere hundrede nye, uafhængige fagforeninger brudt den gamle fagbevægelses monopol. Og 3. september i år blev den nye fagforening, som kun er for kvinder, officielt anerkendt af arbejdsministeriet.
”Vores mål er at beskytte én af landets mest udsatte og sårbare faggrupper,” siger advokaten Abdel-Moneim Mansour.
Han er via den private organisation EACPE – Den Egyptiske Forening til Styrkelse af Samfundsdeltagelse – én af initiativtagerne til den nye fagforening.
I dag har hushjælpere ingen rettigheder som pension, sygesikring og arbejdsløshedsunderstøttelse.
”Tværtimod står der udtrykkeligt i de eksisterende arbejdsmarkedslove, at den slags rettigheder ikke omfatter tjenestepiger,” siger Abdel-Moneim Mansour.
Hårdt brug for fælles talerør
Ingen regler udstikker rammerne for hushjælpernes ansættelses- og arbejdsvilkår. 12 timer lange arbejdsdage er normen til en timeløn på tre-fire kroner. Og ofte udsættes de for vold, seksuel chikane og anden nedværdigende behandling.
Foreløbig har cirka 300 kvinder og piger i alderen 10 til 70 år meldt sig ind i den nye fagforening. En af dem er 34-årige Nadia Mohamed Sanad, der har arbejdet som hushjælper, siden hun var 10 år:
”Der er hårdt brug for, at nogen vil kæmpe vores sag. Vi tjenestepiger har ingen rettigheder. Folk kan behandle os, som de vil.”
Abdel-Moneim Mansour forventer, at den nye fagforening når op på omkring 2.000 medlemmer inden årets udgang.
”Vi vil have indført en rimelig mindsteløn og en arbejdsdag på maksimalt otte timer. Vi vil konfrontere arbejdsgivere, der forbryder sig mod deres ansatte. Og gennem uddannelse og oplysning vil vi sikre, at tjenestepigerne får kendskab til deres rettigheder,” siger Abdel-Moneim Mansour.
EACPE er ved at lægge sidste hånd på forslag til, hvordan man skal sikre hushjælpere basale rettigheder som sygesikring og pension i den længe ventede nye arbejdsmarkedslov.
Ingen krav på anerkendelse
Men hushjælpernes fagforening er blevet mødt med modstand. Eksempelvis nægtede ministeriet at godkende navnet ”Uafhængig Fagforening for Kvindelige Hushjælpere” og pålagde i stedet det temmelig akavede navn ”Fagforening for Månedslønnede Arbejdere”.
”Vi fik ingen forklaring. Men ministeriet vil helst benægte eksistensen af tjenestepiger og mener dybest set ikke, at de har krav på faglig anerkendelse,” siger Abdel-Moneim Mansour.
I dag har ”Fagforening for Månedslønnede Arbejdere” sluttet sig til Egyptens første, uafhængige fagbevægelse, EFITU.
Ingen ved, hvor mange hushjælpere, der er i Egypten, men det skønnes at være flere hundrede tusinde. Ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) udgør de typisk mellem 4 og 12 procent af arbejdsstyrken i lande, Egypten normalt sammenlignes med, og omkring 83 procent af dem er kvinder eller piger.
I juni sidste år vedtog ILO en konvention (nr. 189), som fastlægger de grundlæggende rettigheder for husarbejdere. Men foreløbig har kun to lande – Filippinerne og Uruguay – ratificeret konventionen.
”Vi opfordrer regeringen til at sørge for, at Egypten bliver det tredje land, der ratificerer konvention 189,” siger Abdel-Moneim Mansour.