En kamp for basale rettigheder
Det ser godt ud på papiret. I 1968 blev Swaziland medlem af de Forenede Nationer. I 1978 ratificeret landet alle de følgende ILO-konventioner, 29, 87, 98, 100, 105 og 111. Swaziland er desuden en del af Commonwealth og er derfor bundet af Harare erklæringen fra 1991. I 1995 ratificerede Swaziland den afrikanske charter om menneskerettigheder og folkets rettigheder i Den Afrikanske Union.
Swaziland har desuden ratificeret et flertal af SADCs (Southern Africa Develpment Community) erklæringer, charters, retningslinjer og protokoller. I øjeblikket indtager Swaziland paradoksalt nok også formandskabet for SADC’s trojka-organ, som har ansvaret for demokrati, fred, stabilitet og sikkerhed i regionen. Paradoksalt fordi landet selv er den eneste udemokratiske stat i regionen, hvis ledelse nægter at anerkende, demokrati og pluralisme.
2006-forfatningen, som befæster den politiske status, der har været i kraft siden 1973, lægger al magt i kongens hænder, forbyder politiske oppositionspartier og -møder, og giver regeringen den ultimative udøvende, dømmende og lovgivende myndighed.
Fagbevægelsen i Swaziland
I et udemokratisk land har fagbevægelsen selvfølgeligt svære betingelser og må finde sig i at blive modarbejdet på alle tænkelige måder. Regeringen underskriver med den ene hånd alle internationale menneskerettighedsvenlige traktater, samtidig med at den med den anden hånd underskriver nationale listige love, der giver mulighed for at omgå selv samme traktater.
Den nuværende Industrial Relations Act (IRA), giver f. x. mulighed for at arbejdstagere kan danne fagforeninger, udarbejde deres egne forfatninger, og forhandle deres arbejds- og ansættelsesvilkår. Det eneste problem er at fagforeningerne skal repræsentere mindst 50 procent af arbejdstagerne på en arbejdsplads for at sikre anerkendelse. Hvis fagforeningen ikke kan det, er anerkendelsen afhængig af arbejdsgiverens goodwill. Der er heller ingen effektiv beskyttelse for fagforeninger mod arbejdsgiverens indblanding.
På samme måde bliver retten til at strejke bureaukratiseret ihjel. Proceduren for at annoncere en strejke er op til 74 dage, procedurerne for at stemme om strejke er komplekse, og dermed gøres juridisk lovlige strejker næsten umulige. Skulle en strejke finde sted, er fagforeningen ansvarlig for eventuelle erstatningskrav for skader forvoldt under strejken.
Personforfølgelse
Forfølgelse af faglige ledere, menneskerettighedsforkæmpere og aktivister hører også til dagens orden. Forfatningen fra 2006 udgør en trussel mod fagforeningsrettigheder, da begrebet at “overskride statens sikkerhed” kan fortolkes meget bredt. I flere år har fagforeningsledere været i myndighedernes søgelys, og forhør af faglige finder vilkårligt sted.
Alene i 2008 blev Jan Sithole, der er generalsekretær for Ulandssekretariatets partner Swaziland Federation of Trade Unions (SFTU), anholdt to gange. Den 21. august blev han arresteret, af mere end 30 politifolk, efter at have taget del i en demonstration af fagforeninger og civilsamfundsorganisationer for at protestere mod deltagelse af de to autokrater Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, og Kongen af Swaziland, Mswati III, på et møde i SADC i Johannesburg.
Den 18. september, kort før et udemokratisk parlamentsvalg, blev Jan Sithole igen arresteret, denne gang sammen med flere andre fagforeninger og politiske ledere, da de var på vej til grænsen mellem Swaziland og Sydafrika for at protestere mod en forringelse af de politiske, økonomiske og sociale vilkår. Generalsekretæren er også tidligere blevet truet med deportation og er flere gange blevet kidnappet.
Faglige terrorister?
En anden af kongens love, der gør det muligt effektivt at omgå samtlige ovenstående rettigheder er The Suppression of Terrorism Act of 2008, som giver premierministeren, politikommissæren samt generaladvokaten magt til at erklære individer eller grupper for terrorister, og bevisbyrden ligger hos de anklagede. Man er med andre ord skyldig indtil det modsatte er bevist. Loven er blevet brugt til at ramme kritiske røster.
1. maj i Swaziland blev fejret på privat sportsplads efter forbud fra regeringen om brug af offentlige pladser.