
På kursus i forhandlingsteknik
Formålet med seminaret var at klæde OTM-CS og de 16 forbund bedre på til dette års minimumslønforhandlinger, som efter vedtagelsen af den nye arbejdsmarkeds lov i 2007, er opdelt i 9 forskellige sektorer. Forhandlingsholdene består af repræsentanter fra de respektive forbund, der dækker de enkelte sektorer.
De nye sektorforhandlinger stiller store krav til forhandlernes evner og viden bl.a. til makroøkonomiske forhold i Mozambique: Inflation, produktivitet, BNI mv. Ligeledes kræver det bedste resultat for lønmodtagerne, at OTM-CS, som står for den overordnede koordinering på lønmodtagersiden, får lagt en effektiv strategi med klare kort- og langsigtede mål.

Det var nødvendigt at starte seminaret med en grundig evaluering af resultaterne fra 2008, som var første år for den nye type forhandlinger. Udfaldet af 2008 forhandlingerne svingede meget indenfor de enkelte sektorer, hvor det bedste resultat var en lønstigning på 30 % mod en inflation på 12 – 13 % indenfor gas-, vand- og elektricitetssektoren, mens den offenlige sektor, med det ringeste resultat, på det nærmeste fik dikteret en lønstigning på kun 11 %.
I forvejen hører Mozambiques minimums-lønninger til de laveste i regionen med en månedsløn indenfor landbruget på kun 280 kroner – og tilsvarende i den højstlønnede sektor en månedsløn på 440 kroner. Det er beregnet, at en såkaldt månedlig “overlevelsesmadkurv” til en familie på fem personer koster ca. 1.100 kroner, så der er lang vej endnu til en tilfredsstillende minimumsløn. Ydermere betaler de fleste virksomheder kun minimumslønnen til deres medarbejdere. Kun færre større virksomheder forhandler kollektivt med fagforbundene om tillæg til minimumslønnen og andre sociale goder.
Gæster udefra
Ulandssekretariatet havde, som led i samarbejdet med Zambia’ s hovedorganisation ZCTU, fået skaffet cheføkonomen fra det Det Offentlige Forbunds researchafdeling, Grayson Koyi, til at give oplæg om erfaringerne med overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor i Zambia gennem de sidste 35 år, samt fortælle om lovgivningsgrundlaget for kollektiv forhandling i Zambia, der er væsentlig mere udviklet, end de rettigheder den mozambikanske lovgivning kan tilbyde de offentlige ansatte. Grayson Koyis tilstedeværelsen var et helt strategisk forsøg på at give mest muligt input til de offentlige ansattes fortvivlede situation i Mozambique.
Her har man i de sidste 8 år kæmpet for de offentlige ansattes ret til at organisere sig, og selvom det synes tæt på opnået – med en vedtagelse af nye regler for offentlige ansatte i november 2008 – er der til dato ikke defineret ret til kollektiv forhandling for offentlige ansatte i Mozambique. Forhandlingerne har hidtil strukket sig til, at OTM bliver konsulteret af regeringen – og får forelagt et allerede vedtaget offentligt budget, hvor lønstigningerne i princippet allerede er fastlagt, sagde Mazoio, OTM’s chefforhandler, i sit oplæg om offentlig sektor på seminaret.
Danske erfaringer
3F havde bragt deres egen forhandler, Per Sørensen fra industrigruppen, hele vejen fra Danmark til Mozambique. Per Sørensen talte om vigtigheden af at have sine strategiske og taktiske overvejelser på plads inden overenskomstforhandlingerne, samt psykologi og teknik knyttet til forhandlinger. Selvom de danske forhandlinger har rod i 110 års erfaring sammenlignet med Mozambiques kun 25 års erfaring, gav oplæggene megen inspiration og spørgelyst fra deltagerne – ikke mindst i forhold til de velorganiserede forhold, man har kæmpet sig frem til i Danmark.
Udover oplæggene fra de udenlandske repræsentanter bidrog OTM med deres egen økonom, Domingos Langa, som præsenterede teknik i forståelsen af makroøkonomiske forhold. Ligesom både Ulandssekretariatet og 3F gav input om den bedste brug af medier og information til medlemmer op til og løbende gennem overenskomstforhandlingerne.
Generalsekretær fra OTM-CS, Alexandre Munguambe, udtrykte i sine afsluttende bemærkninger meget stor tilfredshed med seminaret og samarbejdet med Ulandssekretariatet og 3F i forbindelse med planlægningen og udførelsen: “Det er helt sikkert, at det har været til stor hjælp for os i vores forhandlinger – og et af de bedste seminarer, som vi har haft pga. oplæggene fra både Zambia og Danmark. Vi vil arbejde videre med at få præciseret vores mål og strategier – og er meget bedre rustet efter dette seminar”, sagde han.
Seminaret, hvor 40 ledere og overenskomstforhandlere var indkaldt af OTM-CS (desuden også deltagelse af repræsentanter fra CONSILMO og lærerforbundet ONP), foregik over 5 dage på OTMs træningscenter i Matola.