Demonstrationer og kunst
”Murene i Mbabane vibrerede med råbene Leve Pudemo (et forbudt politisk parti) og leve Swavoco (Pudemos ungdomsorganisation)”, siger generalsekretæren i den faglige landsorganisation SFTU, Mduduzi Gina til netavisen allAfrica.com. Mbabane er hovedstaden i Swaziland, hvor fagbevægelsen, kirkelige organisationer og forbudte politiske partier gik med.
I det mere fredelige Brøndsalen på Frederiksberg blev stearinlys og kunsthåndværk fra Swaziland revet væk. De meget specielle keramik- og fletskåle bliver lavet af virksomheden Gone Rural, der beskæftiger 700 kvinder, som laver kunsthåndværket i deres egne hjem i landdistrikterne. På stearinlysfabrikken Swazi Candles er der ansat over 200 lokale arbejdere.
Det er kun 10 procent af Swazilands befolkning, der har ”rigtigt” arbejde, hvor de tjener en løn, de kan leve af. De øvrige 90 procent arbejder sort eller handler med hjemmedyrket frugt eller grønt – eller hvad de nu kan handle med. Samtidig hersker en enevældig konge, der sammen med sin regering tager rigeligt for sig af overskud og rigdom i det lille land med knap 1,4 millioner indbyggere.
Demonstranterne kræver, at alle forbuddet mod politiske partier ophæves, at alle politiske fanger skal løslades, – og at der kommer gang i en seriøs dialog om forandring og demokrati. Som en af de gamle kæmpere, den tidligere fagforeningsformand, Jan Sithole siger: ”Vi nærmere os afslutningen på dette system. Det er flovt, at vi ikke kan sørge for, at alle har mad nok, når vi lever i sådan et rigt land”.
Udstillingen i Brøndsalen rummer kunst fra både Swaziland og Zimbabwe. Den blev åbnet i begyndelsen af september med talere fra LO, Center for Kultur og Udvikling (CKU), Ulandssekretariatet, – og forfatteren Kirsten Thorup.
”Når man rejser i Afrika er det ikke kun den bundløse fattigdom, men i lige så høj grad livsviljen, energien, nærværet og den musikalske handlekraft, der rammer én og næsten slår den sarte, hvide kreditkort-turist omkuld”, sagde Kirsten Thorup. ”Men samtidig oplever man en samhørighed med dette babelske virvar af tradition og modernitet, og man får en umiddelbar fornemmelse af, at menneskeheden dybest set er forbunden på tværs af kulturer og kontinenter”.
Jens Kåre Rasmussen fra CKU sagde, at kunst er en overlevelsesstrategi, og at det ikke er uden risiko at lave kunst om sociale, politiske og økonomiske problemer. ”Når der sættes ord og billede på, opdager folk, at de ikke står alene med deres problemer”, sagde centerlederen fra CKU – og fortalte, at han selv har været til stand-up i Harare, hvor de unge fortalte om ”hvordan det er at sidde i et venteværelse på AIDS-klinikken og se folks ansigtsudtryk, når de kommer ud efter at være blevet testet – vel vidende at han selv skal ind om lidt – så skubbes der til et tabu om AIDS med vidtrækkende konsekvenser. Det gør indtryk”.
CKU og Ulandssekretariatet har i flere år samarbejdet om kunstudstillinger fra udviklingslande, og i år er samarbejdet udvidet. To poetry slammere/rappere fra Zimbabwe skal på turne – først i CKU regi, og senere til nogle af de uddannelsessteder, Ulandssekretariatet samarbejder med. ”De rykker, de tør, og de vil noget”, sagde CKU-chefen.
Forbindelsen mellem Danmark og det sydlige Afrika blev knyttet på flere måder til ferniseringen. LO’s internationale sekretær Marie-Louise Knuppert talte om de fælles interesser, fagbevægelsen i de rige lande har med fagbevægelsen i udviklingslandene.
”Udviklingsbistand handler ikke for os i fagbevægelsen om, at det er synd for de fattige. Det handler om, at vi har fælles interesser i at skabe bæredygtig økonomisk vækst og anstændige jobs. Både i syd og i nord”, sagde Marie-Louise Knuppert. Hun udtrykte ønske om, at viljen til forandring vil bære frugt både i Swaziland og Zimbabwe – men også i Danmark til det kommende folketingsvalg.