LO om valg og kunst
Vi står midt i en valgkamp – der udgør et valg mellem en fastholdelse af den vej, der byder på forkortelse af dagpengeperioden, afskaffelse af efterlønnen – og nedskæringer i udviklingsbistanden.
Og den anden vej, der satser på vækst – gerne grøn, værnen om de svageste og en solidaritet, der også kommer til udtryk ved, at vi i Danmark igen tager førertrøjen på, når det handler om at give udviklingsbistand til de fattiste lande.
Udviklingsbistand handler ikke for os i fagbevægelsen om, at det er synd for de fattige. Det handler om, at vi har en fælles interesse i at skabe bæredygtig økonomisk vækst og anstændige jobs. Både i nord og i syd.
Igennem mit arbejde i Danidas styrelse har jeg haft indflydelse på den nye strategi for dansk udviklingspolitik, der indeholder mange flotte ord om social dialog og anstændigt arbejde.
For at disse ord kan omsættes i praksis kræver det, at fagbevægelsen i udviklingslandene styrkes og støttes i deres indsats for at sikre, at væksten ikke kun kommer et lille mindretal til gode.
Det er farligt at være fagligt aktiv. Faktisk det farligste job i verden, når man kommer væk fra de trygge rammer, vi kender herhjemme.
Det kan fagbevægelsen i Zimbabwe og Swaziland i særlig grad tale med om. Begge steder er fagbevægelsen ikke bare fortalere for anstændigt arbejde – men samlingspunkt for den demokratiske opposition.
Udstillingen i dag ”vilje til forandring” skal minde os om den vilje til forandring der trods undertrykkelse af grundlæggende rettigheder er til stede i både Zimbabwe og Swaziland.
Gennem Ulandssekretariatets aktiviteter i Zimbabwe og Swaziland viser dansk fagbevægelse sin solidaritet med vores faglige kammerater.
Og forhåbentlig vil det snarlige valg i Danmark også vise den danske befolknings vilje til forandring.