Gadesælgere i Nicaragua organiserer sig
Antallet af personer, der arbejder i lyskrydsene, ved busstoppesteder og på gaden, er stigende i Nicaragua. Der er nu organiseret hen ved 46.000 medlemmer i henhold til de seneste opgørelser foretaget af ‘Forbundet for Arbejdere i den Uformelle økonomi’ – CTCP (La Confederación de Trabajadores por Cuenta Propia).
Adrián Martínez, generalsekretær i CTCP, oplyser, at forbundet har registreret en stigning på 31,8% i antallet af organiserede fra 2009 til 2010. I sin årlige beretning til CTCP kunne generalsekretæren berette, at organisationsarbejdet specielt er styrket i distrikterne Managua, Tipitapa, Masaya og Chinandega. Ud af det samlede antal organiserede i CTCP, kommer ca. 25.000 fra hovedstaden Managua, og de arbejder hovedsageligt indenfor uformel handel.
Forbundet prioriterer børnene højt
CTCP har et register over børn, der arbejder i lyskrydsene i hovedstaden Managua. Indtil dagsdato er der registreret 1.020 drenge og piger, som arbejder fuldtid på denne uformelle ’arbejdsplads’ i hovedstaden. CTCP har fået mulighed for at udvælge og tilbyde 125 fra denne gruppe deltagelse i et projekt, som har til formål at bidrage til udryddelsen af børnearbejde.
Projektet er finansieret af organisationen ’Intervida’, hvis talskvinde, Margarita Gutiérrez, udtaler: ”Ideen med dette projekt er at bidrage til børnearbejdets afskaffelse i Nicaragua. Dette er vores første erfaring med at prøve at forbedre livet for de børn, der arbejder i lyskrydsene, og vi forventer gode resultater med projektet.”
Ifølge Adrian Mendez deltager de første 45 børn allerede aktivt i projektet, og disse børn har derfor forladt deres tidligere liv og arbejde i lyskrydsene. Målet er at give 100 børn denne chance årligt, gennem projektets treårige forløb. På den måde kommer 300 børn væk fra gaden og påbegynder et nyt liv som bl.a. omfatter en egentlig skoleuddannelse.
Martinéz udtaler videre: ”Problemet med børnene, der arbejder i lyskrydsene og på gaden, er et problem, som angår alle sektorer i det nicaraguanske samfund. Derfor samarbejder CTCP med forskellige offentlige institutioner, som tager sig af børns vilkår.”
Området omkring Gonzáles biografen er ét af de steder i Managua, hvor flest børn arbejder i lyskrydsene. Ifølge CTCP skyldes det, at her passerer mange kongres- og senatsmedlemmer forbi. De forærer børnene småpenge og plastiklegetøj. Denne ’gavmildhed’ har et klart politisk sigte og er samtidig med til at fastholde børnene i lyskrydsene.
At opnå et formelt og anstændigt arbejde er stadig kravet for de mange, der arbejder i den uformelle økonomi i Nicaragua.
Ulandssekretariatet støtter blandt andet CTCP i sit nye program for Latinamerika, og det er derfor glædeligt at se, at de prioriterer arbejdet med børn og unge højt.