Hjælp til Haiti
“Vores fagforeningskollegaer i Den Dominikanske Republik iværksatte deres humanitære aktion straks efter jordskælvet ramte, og materialer er allerede blevet sendt til Haiti,” siger Guy Ryder, der er generalsekretær i ITUC.
Foreløbigt er der fundet 72.000 lig i gaderne, 140.000 frygtes omkommet og op mod 3. millioner skønnes berørt af jordskælvet. ITUC støtter op om aktionen, der først og fremmest har fokus på den humanitære bistand til de mange jordskælvsofre. Nødhjælpen bliver indsamlet hos de lokale fagforeninger i Den Dominikanske Republik, hvorefter den i samarbejde med fagbevægelsen i Haiti bliver kørt over grænsen. De to lande grænser nemlig op til hinanden på en ø i det Caribiske Hav.
Ulandssekretariatet kørte i 2004 et pilotprojekt i Haiti. Projektet gik i første omgang ud på at skaffe oplysninger om fagbevægelsen og holde tema-weekender om det faglige arbejde. Derudover var projektet med til at støtte op om et samarbejde mellem de fire landsorganisationer, som blev sluttet sammen til CNUS. Fagbevægelsesarbejde på Haiti er dog langt fra det, som vi kender herhjemme.
“Det faglige arbejde sker i forbindelse med politiske eller religiøse organisationer, og ofte er fagbevægelsen skabt af regeringen. Det er altså langt fra frit og selvstændigt,” fortæller Per Holm Pedersen, der var projektleder for pilotprojektet. Han pointerer desuden, at projektet måtte stoppe, blandt andet fordi to af samarbejdspartnerne blev dræbt, hvilket siger noget om de vanskelige forhold for en fagbevægelse på Haiti.
Per Holm Petersen er pt. med i Røde Kors’ Base Camp Team og står muligvis for en udsending til Haiti. Han har som projektleder for Ulandssekretariatet boet to og et halvt år i nabolandet Den Dominikanske Republik og kan derfor sagtens forstille sig den kaotiske situation, som vil møde ham, hvis en udsending bliver aktuel.
“For at folk kan overleve, er de nødt til at stjæle og slå ihjel. Groft sagt var et menneske liv 1000 dollar værd før katastrofen på Haiti, nu har det samme værdi som en halv liter vand,” siger Per Holm Pedersen.