
COVID-nødhjælp på vej til arbejdere i Bangladesh
2.400 arbejdere skal snart modtage nødhjælp gennem BILS (Bangladesh Institute of Labour Studies) – støttet af Ulandssekretariatets særlige corona-indsats. Den 13. august blev nødhjælpen til at starte med fordelt til netværket af 13 fagforbund, som er tilknyttet BILS. Herfra skal hjælpen så ud til arbejderne.
Uddelingen foregik i hovedstaden Dhaka, og Danmarks ambassadør i Bangladesh, Winnie Estrup Petersen, deltog sammen med arbejdsminister Begum Monnujan Sufian. Fra BILS var også Formand Habibur Rahman Shiraz og Generalsekretær Nazrul Islam Khan med til begivenheden.

Nødhjælpen består af blandt andet sække med ris og er en del af Ulandssekretariatets corona-indsats i Bangladesh, som er understøttet af Danida. Nødhjælpen skal efter planen uddeles til blandt andet skibsophuggere, bygningsarbejdere og rickshaw-chauffører.
Arbejdsminister Begum Monnujan Sufian sagde ifølge nyhedsbureauet United News of Bangladesh (UNB), at
Nødhjælpen er en hjælp til det arbejdende folk. Danmark har altid ydet sin uforbeholdne støtte til Bangladesh.
Ministeren fremhævede BILS’ arbejde med især uddannelse og kapacitetsopbygning af fagbevægelsen.
BILS har gennem 25 år, med støtte fra Ulandssekretariatet, arbejdet med at udvikle fagbevægelsen og ikke mindst forbedre arbejdsvilkår og arbejdsmarkedslovgivning i Bangladesh.
Et af fokusområderne for Ulandssekretariatet og BILS’ arbejde er dialog og forhandling mellem fagbevægelse og arbejdsgivere. Ambassadør for Danmark i Bangladesh, Winnie Estrup Petersen, nævnte da også dette, da hun deltog i begivenheden med uddelingen af nødhjælpen:
Arbejderne i Bangladesh kan regne med Danmark. Den danske regering hilser treparts initiativer velkommen, som kan være med til at løse krisen i Bangladesh.
Winnie Estrup Petersen udtrykte ifølge UNB håb om, at alle lønmodtagere vil være i stand til at vende tilbage til deres job, når COVID-19-pandemien er overstået.
Situationen som følge af coronakrisen i Bangladesh er ved at være alvorlig, hvor mange arbejdere føler sig presset til at genoptage arbejdet, hvis de skal kunne forsørge deres familier. Og det vel og mærke uden sikkerhedsudstyr.
Ulandssekretariatets støtte til BILS’ COVID-19-indsats dækker konkrete tiltag som nødhjælp og værnemidler samt research i, hvordan coronakrisen påvirker arbejdstagernes forhold i den forværrede økonomiske situation.