Korte kurser giver jobs i Malawi
Hundredvis af unge er i disse dage ved at sparke døren ind til jobmarkedet i Malawi. Nøglen er korte kurser, der er målrettet til især byggepladser, hvor faglærte bygningsarbejdere er en mangelvare, og hvor tekniske kundskaber er i høj kurs.
Det er Malawis hovedorganisation, MCTU, der med støtte fra EU og i samarbejde med blandt andre Ulandssekretariatet, står bag de korte kurser, som skal hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet.
”Vi planlægger kurserne i samarbejde med arbejdsgivere og TEVETA, der er regeringens styrelse for tekniske uddannelser. Det betyder, at de bliver målrettet de behov, der er på byggepladserne her og nu. Derfor er mange unge gået direkte fra vores kurser til job,” forklarer Dennis Kalekeni, der er formand for Malawis hovedorganisation, MCTU. TEVETA svarer tilnærmelsesvis til Rådet for erhvervsrettede uddannelser i Danmark.
620 unge får kursusbeviser
Cirka 120 kursister har allerede gennemført kurserne, og de har banet vejen for de næsten 500 unge, der i november og december tager et to-ugers kursus. Torsdag i sidste uge blev der delt kursusbeviser ud til et hold malere i byen Blantyre. Fredag afsluttes et kursus på en teknisk skole i hovedstaden Lilongwe, og sådan fortsætter det i de kommende uger.
”Vi har sikret at TEVETA skriver under på kursusbeviserne. Den officielle anerkendelse af kurserne og det, at de er målrettede til behovene på arbejdsmarkedet, gør, at mange unge allerede er kommet i job efter kurserne,” fortsætter Denis Kalekeni.
Anerkendelse af korte kurser er en vigtig sejr
En del af de kursister, der ikke får jobs, bliver tilbudt et uddannelsesforløb via TEVETA, der kan opkvalificere dem yderligere:
”TEVETA er en bureaukratisk styrelse, og det har været svært for os at få dem til at indse, at tekniske uddannelser er andet end 3 år i et klasselokale. Derfor er det en stor sejr for arbejdsmarkedet, at de nu anerkender korte kurser, hvor tekniske og faglige kundskaber er i højsædet,” slutter Dennis Kalekeni.
Uddannelsesforbundet støtter, gennem Ulandssekretariatet, kollegerne og fagbevægelsen i Malawi i kampen for at opkvalificere arbejdere i den uformelle økonomi. Læs mere om projektet her.