Fagbevægelsen i Rwanda kæmper for demokrati og social retfærdighed

At fagbevægelsen står som en central spiller – ikke kun i opbygningen af landet som helhed, men også for at sikre et demokratisk arbejdsmarked – kan man blandt andet se på den ny arbejdsmarkedslovgivning og senest under COVID-19-epidemien.

Rwandas nye arbejdsmarkedslovgivning er et godt eksempel på hvor afgørende trepartssamarbejde mellem fagbevægelsen, regeringen og arbejdsgiverne kan være for landets nationale udvikling.

Rådgivning og konstruktiv kritik

Efter flere års konstruktiv kritik er det lykkes fagbevægelsen at sætte sit præg på den nye arbejdsmarkedslovgivning i dialog og forhandling med regeringen og arbejdsgiverne. Fagbevægelsen har rejst en dialog med kritik af, at regeringen har overset systematiske brud på arbejdstagerrettigheder gennem årene. Fagforeningskultur var førhen ikke-eksisterende, men i dag er hovedorganisationen CESTRAR en vigtig spiller på arbejdsmarkedet. Organisationen sidder i Rwandas nationale arbejdsmarkedsråd, der rådgiver og rejser kritiske spørgsmål til regeringen.

Kritik af COVID-19-indsatsen

Det frugtbare samarbejde har blandt andet resulteret i, at arbejdsmarkedsloven nu tager højde for to- og trepartsforhandlinger på forskellige områder.

Fagbevægelsen har haft mulighed for at rejse kritik af håndteringen af COVID-19-pandemien. For Africain Biraboney, som er formand for CESTRAR, er det vigtigt at kunne holde linjen åben til regeringen og arbejdsgiverne, selvom man er kritisk overfor dem.

”Inden arbejdsgiverne fortsætter med massive fyringer på grund af COVID-19, bør de drøfte planerne med os og arbejdsministeriet for at afbøde virkningerne for arbejderne,” siger han.

Efter kritikken fulgte regeringen op på fagbevægelsens forslag ved at beordre mere samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen for at finde hurtige løsninger på de negative konsekvenser for beskæftigelsen og de hyppige brud på arbejdstagerrettighederne i Rwanda, også under pandemien.

Anbefalingerne er nu den herskende orden blandt virksomhedsejere og den offentlige forvaltning i landet,” siger Africain Biraboneye.

I det hele taget kan den nye arbejdsmarkedslovgivning betragtes som en demokratisk sejr for fagbevægelsen, da alle nu har ret til forskellige sociale ydelser. Før i tiden var det kun militærpersoner og offentligt ansatte, som havde en slags socialt sikkerhedsnet. En anden demokratisk sejr er, at loven ikke skelner mellem ansatte og løsarbejdere – og at arbejdere har krav på at få en skriftlig kontrakt efter 90 dages ansættelse.