Ugandas hovedorganisation skaffer bedre pension
Loven blev underskrevet af Præsident Yoweri Museveni den 4. januar 2021, og den er blevet til efter hårdt arbejde fra Ugandas hovedorganisation NOTU (National Organization of Trade Unions).
NSSF virker som en pensionskasse, hvor arbejdstagerne sparer op til deres alderdom. Den nye lovændring kommer især de allerfattigste arbejdere i den uformelle økonomi til gode. Det bliver nemlig muligt at indbetale individuelt til pensionskassen. Hidtil har man skullet være i et ansættelsesforhold for at indbetale til NSSF, hvilket har afskåret en enorm del af den arbejdende befolkning i Uganda fra at kunne spare op, da ni ud af 10 i Uganda arbejder i den uformelle økonomi.
”Den nye lov har mange fordele. Den åbner muligheder for alle arbejdstagere – især arbejderne i den uformelle økonomi,” siger formand for NOTU, Usher Wilson Owere.
Corona synliggjorde stort behov
I flere år har NOTU også lobbyet for, at det skulle være muligt for medlemmerne af pensionskassen at få en del af deres opsparing udbetalt midtvejs i arbejdslivet. Det er især en fordel i et land som Uganda, hvor indbyggerne ganske enkelt dør, før de får mulighed for at gå på pension, fordi middellevetiden er lav (63 år).
Coronapandemien har siden 2020 virket som en fremkaldervæske, der tydeliggør problemstillingen. Med den pressede økonomi og mange tabte jobs er arbejdstagernes behov for at kunne få udbetalt opsparede pensionsmidler vokset sideløbende med en endnu større frygt for fremtiden på grund af coronadødsfaldene.
Med den nye lov bliver det muligt at hæve 20 procent af opsparingen, hvis man er fyldt 45 år og har betalt til NSSF i mere end ti år. Der bliver også lempeligere regler for udbetaling til mennesker med handicap.
Sejr for fagbevægelsen
Hidtil har det kun været virksomheder af en vis størrelse og med mere end fem ansatte, som har skullet indbetale arbejdsgiverdelen (mellem 10 og 20 procent af lønnen, afhængig af ordning). Nu skal alle virksomheder uanset størrelse indbetale til NSSF.
Desuden kan man nu indbetale til NSSF, hvis man er selvstændig – hvilket også gælder arbejderne i den uformelle økonomi. Ulandssekretariatet har i næsten 15 år støttet NOTU i at få gjort arbejderne i den uformelle økonomi synlige, både i fagbevægelsen og på den politiske dagsorden.
I det hele taget er loven en sejr for fagbevægelsen, som har arbejdet hårdt for at få den gennemført siden 2014. Loven er tidligere blevet hældt ned ad brættet i parlamentet, men NOTU har løbende været i kontakt med præsidenten, som har været direkte engageret i arbejdet med at tilpasse loven, så den til sidst er blevet vedtaget i parlamentet.
”Vi har haft møder med præsidenten for at belyse gråzonerne, og til sidst var der ikke flere stridspunkter,” siger Usher Wilson Owere, som ifølge ugandiske medier kaldte vedtagelsen af den nye lov for årets nytårsgave.
Tillykke til arbejderne i vores land
skrev han i et tweet, da nyheden om præsidentens underskrift på loven kom.